Afgifter
Kritik af naalakkersuisuts forslag om afgift på hellefisk
Fisker-og fangerorganisationen og oppositionspartiet IA kritiserer koalitionens forslag om afgifter på hellefisk
Naalakkersuisut har været hårdt kritiseret fra forskellige fronter for dets udspil til finanslov for 2016.
Og nu bliver forslaget om afgift på hellefisk kritiseret af fisker- og fangerorganisationen KNAPK samt af oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit.
Løftebrud
Henrik Sandgreen, der er formand for KNAPK, er stærkt utilfreds med et forslag om, at der skal afgifter på eksport af uforarbejdede hellefisk.
- Det er ikke i overensstemmelse med politikken, eller hvad der blev sagt om det kystnære fiskeri under valgkampen. Det er ærgerligt, at de nu vil bruge en sådan politik, siger han til KNR.
Ikke realistisk
Han mener ikke, det er realistisk at lægge afgifter på uforarbejdet hellefisk, som Naalakkersuisut foreslår.
- Jeg kan ikke sige, at det er realistisk, da vi kan forvente, at et sådant tiltag kan få negative konsekvenser, siger Henrik Sandgreen til KNR.
Han tvivler derfor på, at landskassen kan få en indtægt på 20 millioner kroner i kraft af den særlige afgift.
Læs: Her er den 'lille' afgiftspakke
IA: Det rammer familierne
Medlem af Inatsisartut og tidligere naalakkersuisoq for fiskeri, Ane Hansen (IA), kritiserer også forslaget.
Hun understreger, at forslaget kommer 'uden at inddrage de direkte berørte parter, og det strider imod Naalakkersuisuts egne udtalelser blot få måneder tilbage, hvor det blev oplyst, at hellefisk-fiskeriet ikke vil blive afgiftspålagt i 2016'.
- Med forslaget rammer vi dem, som i forvejen ikke har meget, og som er udfordret på flere områder. Det er fiskerne og de små virksomheder, som kommer til at betale prisen, skriver hun i en pressemeddelelse.
Læs: Vil droppe upopulære afgifter
Splittet naalakkersuisut
Inuit Ataqatigiit er ikke i tvivl om, at forslaget kommer til at skabe en skæv udvikling, og at Grønland risikerer store tab på den lange bane på områder, der er af væsentlig betydning for landets økonomi, hvis afgiften bliver vedtaget.
- Dertil er det opsigtsvækkende, at Naalakkersuisut træffer så store beslutninger imod deres egen førte politik, samt imod udtalelser, der blot er få måneder gamle. Jeg finder det stærkt bekymrende og opfordrer derfor Naalakkersuisut til hurtigst muligt at indkalde de relevante parter og partier til drøftelse af reformerne og rette op på denne slingrekurs, lyder det fra IA-politikeren.
Læs: Siumut i røre over afgifter
Læs også: Freder indkomstskatten i tre år