Krigsskib sættes ind mod mus ved Antarktis

Mus fra skibsvrag har formeret sig på øen Antipodes Island og æder fugleunger levende. Musene har fået tonsvis af gift. Ekspedition skal se, om musene er døde.

Test
Offentliggjort

En noget usædvanlig ekspedition har indledt en lige så usædvanlig mission ved Antarktis.

Det er det newzealandske flådefartøj HMNZS "Wellington", som er på vej til øgruppen Antipodes ved Antarktis. Om bord på skibet er foruden besætningen 10 vildtforvaltere, tre sporhunde og New Zealands miljøminister, Eugenie Sage.

De er sejlet til den ubeboede ø Antipodes Island, den største i den fredede øgruppe Antipodes, som i øvrigt er opført på Unescos liste over verdens naturarv.

Mellemrubrik

Øen ligger i Antarktis omkring 760 kilometer sydøst for New Zealand.

Ekspeditionen skal se om det er lykkes at udrydde de omkring 200.000 mus på øen, som har et areal på lidt over 20 kvadratkilometer.

Musene, der ikke naturligt hører til i området, har i over 100 år terroriseret ynglefugle, spist sjældne insekter og skadet vegetationen.

Det menes, at gnaverne er kommet til øen om bord på den firemastede franske bark "Président Félix Faure", der forliste ved Antipodes Island i 1908.

Overlevende opholdt sig i to måneder på øen, inden de blev reddet, men musene fra skibet blev tilbage og gav sig til at yngle, mener videnskabsmænd.

En mulighed kan også være, at tidligere sælfangere havde gnavere med sig på deres skibe.

Under alle omstændigheder er musene blevet mange. De har spist fugleæg, og de har kastet sig over fugleunger, der ikke kan flyve, og ædt dem levende.

Det er gået ud over de sjældne albatrosfugle, skriver lokale medier.

Miljøminister Eugenie Sage udsendte i forbindelse med afsejlingen i mandags en pressemeddelelse, hvor hun fortalte om ekspeditionen.

Der er tale om en opfølgning til det forsøg, som newzealænderne gjorde i vinteren 2016 på at udrydde alle mus på øen.

Det er nu 18 måneder siden - på den sydlige halvkugle er det vinter, når vi har sommer - og ministeren mener, at hun og resten af ekspeditionen skal bruge tre uger på Antipodes Island for at afgøre, om alle mus er døde.

Eugenie Sages ministerium skriver på sin hjemmeside, at et hold på 13 personer i 2016 blev sat i land på Antipodes Island. De havde to helikoptere, 30 ton brændstof og 65 ton forgiftet lokkemad til musene med sig.

Med to ugers mellemrum spredte de gift over hele øen, hvor de var i 75 dage.

Nu skal ministeren og de andre se, om de kan finde mus.

- Hvis nogle mus har overlevet operationen, vil bestanden nu være blevet så stor, at de skulle være til at finde, skriver ministeren i sin meddelelse om ekspeditionens afrejse.

Hun regner med, at det vil tage tre uger for mennesker og sporhunde at finkæmme øen for mus.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS