Avannaata Kommunia er stærkt kritisk over for
selvstyreejede selskabers aktiviteter i turistbranchen. Det fremgår af
kommunens høringssvar til den kommende turismelov, hvor det især er World of
Greenland, der ejes af Air Greenland, der er udsat for kritik.
- Det kan ikke være meningen at
selvstyreejede selskaber skal udkonkurrere private virksomheder, siger
borgmester Palle Jerimiassen, Avannaata Kommunia.
ABONNENTER
Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser.
Historier som denne kræver abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
Avannaata Kommunia er stærkt kritisk over for
selvstyreejede selskabers aktiviteter i turistbranchen. Det fremgår af
kommunens høringssvar til den kommende turismelov, hvor det især er World of
Greenland, der ejes af Air Greenland, der er udsat for kritik.
- Det kan ikke være meningen at
selvstyreejede selskaber skal udkonkurrere private virksomheder, siger
borgmester Palle Jerimiassen, Avannaata Kommunia.
Turoperatøren World of Greenland er sammen
med Ilulissats kendte Hotel Arctic ejet af Air Greenland. De to virksomheder er
netop fusioneret for at sikre en fortsat effektiv drift – og der er ikke tale
om, at Palle Jerimiassen ønsker at smide World of Greenland ud af kommunen.
- Vi har været meget glade for World of
Greenland her i Ilulissat, hvor virksomheden har sat mange ting i gang og været
en virkelig pioner inden for turismen. Men nu skal vi videre. Vi kan selv. Der
er mange mindre operatører og iværksættere i byen i dag – og de føler, at
konkurrencen til det offentligt ejede selskab er for hård.
Uummannaq og Upernavik
- De lokale virksomheder kan sagtens selv
løfte opgaven i Ilulissat, men vi mangler udvikling på turismeområdet i
Uummannaq og Upernavik – og her kan World of Greenland være med til at støtte
udviklingen.
- Det er vigtigt at huske på, at Air
Greenlands vigtigste opgave er at flyve folk til, fra og rundt i Grønland. Det
er de rigtig gode til – og så ærgrer det mig, at selskabet konkurrerer mod det
private erhvervsliv, siger borgmesteren.
Sermitsiaq har forelagt Palle Jerimiassens
kritik for Morten Nielsen, direktør i World of Greenland.
- Udviklingen går stærkt i Ilulissat – og
især de seneste to år har der været mange turister i byen. Heldigvis er der
også mange lokale virksomheder, der er med til at skabe det, som vi kalder
reason to go. Altså ture og events, hvor turisterne oplever noget, siger Morten
Nielsen.
- Det har vi arbejdet med i en længere
årrække – og det fortsætter vi med. Det har vi gjort på mange fronter. Ikke
alene med ture, men også gennem udvikling af resorts som for eksempel Eqi, hvor
vi har investeret et tocifret millionbeløb i hytter.
Sælger til rejsebureauer
- Men det er også vigtigt, at man forstår
World of Greenlands rolle i turismen. Vores kunder er ikke den enkelte turist,
men derimod agenter og rejsebureauer, som køber færdige pakkerejser til
Ilulissat. Det gør de hos World of Greenland, fordi vi kan garantere
kvaliteten, og at de lovede ture bliver gennemført, forklarer Morten Nielsen.
- Vi har også et tæt samarbejde med mange
lokale turoperatører, så jeg forstår ikke, at Palle Jerimiassen mener, at vi
udkonkurrerer dem.
- Men det er også vigtigt at forstå, at World
of Greenland først og fremmest er en forretning. Som aktieselskab er vi
forpligtet til at tjene penge til vores ejer. World of Greenland er ikke et
udviklingsselskab, men vi tager da gerne en snak med kommunen om mulighederne i
både Uummannaq og Upernavik.
- Men jeg tænker, at den bedste løsning her
måske er at etablere et kommunalt turismeudviklingsselskab i lighed med de
selskaber, som findes i de øvrige grønlandske kommuner, foreslår Morten
Nielsen.