Kovending: Partii Inuit skifter uran-politik

Det kommende Naalakkersuisut vil arbejde for ophævelse af nul-tolerancen over uran. Partii Inuit, der var imod uran, skifter nu kurs

Trekløveret vil ophæve nultolerancen over for uran. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Der skal nogle gange sluges kameler, når der skal indgås koalition. Partii Inuit er ifølge partiets hjemmeside imod uran.

Men det er Partii Inuit nu ikke længere.

Det står klart, efter det nye parti har indgået aftale med Siumut om en koalition, hvor også Atassut er med.

Partii Inuit skriver på sin hjemmeside: 'Uran nunatsinni akueringilarput' (på dansk: vi vil ikke acceptere uran i Grønland), og partiet skriver længere ned i partiprogrammet: 'Aatitassat allat tamaasa piiarneqarsinnaaneri ammaffigaarput uran-mik akoqanngippata' (på dansk: vi støtter udvinding af alle råstoffer, hvis de ikke indeholder uran).

Men nu laver Grønlands nyeste parti altså en kovending, knap to måneder efter partiet blev stiftet.

- Vi vil gerne gå med til at ophæve nultolerancen over for uran og finde en øvre grænse for uranindhold i de råstoffer, som bliver udvindet, sagde formanden for Partii Inuit, Nikku Olsen, under pressemødet tirsdag eftermiddag, hvor dannelsen af koalitionen blev præsenteret.

Læs "Officielt: Her er den nye koalition"

Læs "Ny trekløver-koalition"

Grænsen bliver sat
Både Atassut og Siumut er gået til valg på ophævelse af nultolerancen over for uran. Partii Inuit har derimod været bekymret for befolkningen i Narsaq, der ligger tæt på et område, hvor der er råstoffer med uran. En aftale om ophævelsen af nultolerancen vil indgå i koalitionsaftalen.

Partiformand Nikku Olsen var også tolerant over for uran ved dagens pressemøde.

- Vi har ikke rigtigt et standpunkt vedrørende uran i vores parti. Nu skal vi lave en aftale med udgangspunkt i gensidig respekt, og jeg er sikker på, at vi opnår en god aftale, siger Nikku Olsen.

Powered by Labrador CMS