Konstitueret rektor går i rette med partiformand
Der har aldrig været så mange så mange lokale og internationale forskere tilknyttet
Ilisimatusarfik, lyder det fra konstitueret rektor på Ilisimatusarfik, Annemette Nyborg Lauritsen, i et svar til Demokraatits Jens-Frederik Nielsen.
Foto: Ilisimatusarfik
Ilisimatusarfik har ikke færre men flere tilknyttede forskere, oplyser konstitueret rektor Annemette Nyborg Lauritsen.
Reaktionen kommer efter, at Demokraatit-formand Jens-Frederik Nielsen har efterlyst en debat om forholdene på universitetet. Politikeren har stillet flere §37-spørgsmål til udviklingen på universitet, og tal fra Naalakkersuisut har vist et fald i tilknyttede forskere med ph.d. baggrund fra udlandet.
Det er dog ikke et retvisende billede, lyder det fra Annemette Nyborg Lauritsen, der siger, at der er flere forskere fra både ind- og udland tilknyttet universitetet end nogensinde før. Hun understreger også, at størsteparten af universitetets gæsteundervisere har en forskningsmæssig baggrund i form af en ph.d.
- Ordning havde karakter af fødestedskritiere
Hun forklarer, at tallene skyldes, at universitetet har bevæget sig væk fra en ansættelseordning, som havde karakter af "fødestedskriterie", hvor forskere fra Danmark blev ansat på dansk overenskomst gennem den Grønlandske Repræsentation i København.
- Det har ikke været en hensigtsmæssig ordning, fordi disse forskere på den måde har fået højere løn, mere ferie og ret til rejser og dagpenge, mens de var i Grønland i modsætning til deres kolleger i Nuuk, forklarer Annemette Nyborg Lauritsen.
Hun siger, at universitetet er gået væk fra den praksis og nu i stedet indgår aftaler med den konkrete forskers universitet i udlandet.
- På den måde betaler vi universitet for forskerens ydelser og indgår ikke et ansættelsesforhold med forskeren, siger Annemette Nyborg Lauritsen.
Mobbeforsker skal skabe bedre arbejdsmiljø
Debatten om universitetet er opstået efter, at det tidligere på året kom frem, at en række anonyme medarbejdere havde sendt et bekymringsbrev til Departement for Uddannelse om dårligt samarbejde mellem ledelse og bestyrelse på universitet. Naalakkersuisoq for uddannelse har desuden i et skriftligt svar kaldt udskiftning blandt forskere og ledere for 'en alvorlig situation,' samt at en APV har vist et arbejdsmiljø med store udfordringer.
Annemette Nyborg Lauritsen har tidligere oplyst i forbindelse med bekymringsbrevet, at der er en proces i gang om at forbedre arbejdsmiljøet på universitetet, hvilket hun uddyber:
- Ledergruppen har
i denne tid sat gang i en betydelig proces med stor fokus på arbejdsmiljø og trivsel, som faciliteres
af den anerkendte mobbeforsker Helle Rabøl Hansen. Det opleves at medarbejdergruppen har
udvist stort engagement i disse tiltag.
- Tal med os
Annemette Nyborg Lauritsen blev konstitueret rektor i marts, og hun siger, at hun har haft et udmærket samarbejde med både bestyrelsen og departementet, og at hun ikke kan sige noget om, hvad der er gået forud for hendes tid som leder.
Overordnet ønsker den konstituerede rektor debatten om universitetet velkommen, men efterlyser også mere engagement:
- Jeg vil ønske, at de vil tale med os i stedet for om os, siger Annemette Nyborg Lauritsen.