Kongen betoner tilhørsforhold til Grønland efter fjeldtur
- Jeg føler mig meget hjemme, siger kong Frederik om Grønland på rejse midt i anspændt tid.
Kong Frederik på vej til middag i Hans Egedes Hus tirsdag aften.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Til middag med en lang række grønlandske politikere rundede kong Frederik en tirsdag af i Nuuk, som blandt andet bød på både fjordsejlads og en tur i fjeldene bag Nuuk.
- Jeg føler mig meget hjemme, sagde kongen, som tidligere på dagen var landet i Nuuks lufthavn.
- Det gør jeg altid, når jeg kommer til Grønland, og det er dejligt at være her igen, sagde kongen iført blå anorak på vej ind til middagen i Hans Egedes Hus.
Her deltog også blandt andre formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, som var vært og dagen igennem havde gjort kongen følge.
Besøget finder sted på et tidspunkt, hvor der er stærkt skærpet fokus på Grønland på grund af den amerikanske præsident Donald Trumps fortsatte interesse.
Men kongen bedyrede selv tidligere på tirsdagen, at han ikke var på "mission" for Danmark. Han "rejser" til Grønland, lød det.
På fjeldtur i UTV
Dagen bød på både smil og grin undervejs.
Det gjaldt ikke mindst, da kongen satte sig ind i en såkaldt UTV - et særligt terrængående køretøj - med Jens-Frederik Nielsen på bagsædet.
Sneen stod op ad siderne på UTV'en, mens de to satte kursen mod fjeldene bag Nuuk langt fra den fremmødte presse.
Tidligere på tirsdagen havde de også været på fjordsejlads, hvor kongen fangede en rødfisk.
- Det er svært at bevare pessimismen, når man er her, sagde kongen undervejs på bådturen.
Kongens tur har ellers været præget af vejrmæssige udfordringer.
Oprindeligt skulle han være ankommet mandag - hvilket blev udskudt til tirsdag. Og en tur senere på ugen med Siriuspatruljen, som kongen i 2000 var på ekspedition med, blev ligeledes aflyst på grund af vejret.
Onsdag skal han besøge Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik.
/ritzau/