Kongehuset: Mary indlægges ikke i dag

Kronprinsesse Mary er på hjemme på Amalienborg, oplyser hoffet. Forlydender om at hun er indlagt er en "and".

Kronprinsesse Mary er på Amalienborg - og ikke på Rigshospitalet, oplyder Kongehuset, der afviser avis-rygter. Polfoto: Jens Dige
Offentliggjort

Kronprinsesse Mary er endnu ikke indlagt på Rigshospitalet for at føde sine tvillinger. Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby afkræfter, at fødslen vil blive sat i gang mandag.

- Kronprinsessen opholder sig på Amalienborg, og hun har det godt. Der er ikke tale om, at hun skal indlægges i dag. Det er en and, siger Lene Balleby til Ritzau.

- Fødslen sker, når det sker, præcis som da prins Christian og prinsesse Isabella blev født, siger hun og afkræfter dermed, at fødslen skal finde sted ved et planlagt kejsersnit.

Kongehuset har ikke oplyst nogen nærmere dato for fødslen - kun at den finder sted i løbet af januar.

Det bliver et velkendt hold af læger og jordemødre, der skal tage imod de nyfødte. Tre jordemødre, hvoraf de to, Birgitte Hillerup og Mette Simonsen, tidligere har hjulpet kongelige børn til verden, mens Agnete Nørrelund er med for første gang. Ansvarlig for fødslen bliver klinikchef Morten Hedegaard og professor, overlæge Peter Damm.

Powered by Labrador CMS