Kommunernes betjening skal evalueres af borgerne
Nærdemokratiet og betjeningen af borgerne skal evalueres i en borgertilfredshedsundersøgelse. Det har Inatsisartut bestemt.
Sammenlægningen af kommunerne kan stadig skabe debat, mere end ti år efter reformen blev gennemført, og de nye storkommuner blev en realitet i 2009.
Ved reformen gik antallet af kommuner fra 18 til fire, og senere blev Qaasuitsoq delt i to, så man fik de fem kommuner, man har i dag. Den nuværende struktur med fem kommuner skal nu evalueres i en undersøgelse, hvor borgerne skal inddrages.
Borgerne skal især fortælle om deres erfaringer med og oplevelse af, hvad kommunernes struktur betyder for nærdemokratiet og borgerbetjeningen. Det har Inatsisartut vedtaget.
Atassut bragte forslag på banen
Det var et enigt lovudvalg, der indstillede til, at undersøgelsen skulle vedtages.
Evalueringen blev oprindelig bragt på banen af Atassut-formand Aqqalu Jerimiassen.
Hans forslag gik ud på, at Naalakkersuisut skulle udarbejde en evaluering, som beskriver positive og negative konsekvenser af kommune sammenlægningen - herunder hvordan ændringerne har påvirket lokaldemokratiet og kommunernes økonomi, samt om hensigten om mindre administration er blevet realiseret.
Vil koste et millionbeløb
IA stillede dog et såkaldt ændringsforslag, som altså snævrede opgaven ind til en borgertilfredshedsundersøgelse med fokus på borgerbetjening og nærdemokrati, og det var det forslag som tirsdag blev vedtaget.
Naalakkersuisoq Jess Svane (S) mindede i forbindelse med vedtagelsen om, at der som minimum skal findes et 1-cifret million beløb fra Landskassen i 2023 og 2024 til at gennemføre undersøgelsen.
Undersøgelsen skal være færdig i efteråret 2024, har politikerne i Inatsisartut bestemt.