Kommunerne hænger fast i fortiden

På tirsdag den 1. april sætter vælgerne navn på 81 medlemmer af vore fem kommunalbestyrelser. 

Det sker, helt i demokratiets ånd, ved et almindeligt, direkte og hemmeligt valg, men der er alligevel en afgørende forskel på lokalpolitikerne, som de næste fire år sætter retning for det kommunalpolitiske arbejde. 

Kommunalreformen 1. januar 2009 etablerede fire, senere fem storkommuner, men 16 år senere lever de gamle kommuner i bedste velgående. Fortiden finder vi i begrebet »geografisk repræsentant«, som reserverer en plads i kommunalbestyrelserne til hver af de 17 oprindelige kommuner, som indgik i kommunalreformen (Ivittuut var også med i sammenlægningen, men blev senere nedlagt). 

Begrebet »geografisk repræsentant« var oprindeligt tænkt som en engangsforestilling for at sikre lokaldemokratiet i overgangen fra 18 til fire kommuner, men er fortsat gældende på ubestemt tid. Det skaber debat i 2025. Tilhængerne glæder sig over den lokale forankring, som er sikret i kommunalbestyrelsen; modstanderne finder det udemokratisk, at kandidater bliver valgt med et lille stemmetal for næsen af andre med et stort stemmetal. 

Strukturudvalget skriver allerede sin betænkning fra 2005, som banede vejen for kommunalreformen fire år senere: – Især de mindste af de nuværende kommuner vil kunne fremhæve, at de ikke bliver repræsenteret tilstrækkeligt i de kommende kommunalbestyrelser, men kommunalpolitikerne skal varetage hele kommunens interesse og ikke kun bostedets interesser.

En mental rejse 

Som borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq 2009-19 deltog Asii Chemnitz Narup i tre kommunalvalg. 

– Kommunesammenlægningen i 2009 er fortsat genstand for mange diskussioner, men Kommuneqarfik Sermersooq giver mening; også i dag. Nuuk som et pengestærkt og solidarisk samfund har råd til at løfte Østgrønland, så alle indbyggere i kommunen får lige vilkår og service. For første gang i vor historie hænger Øst og Vest sammen, og Sermersooq lever op til målsætningen for kommunalreformen, siger Asii Chemnitz Narup til Sermitsiaq. ­

Hvis alle er lige, er der vel ingen grund til at reservere bestemte pladser i byrådssalen? 

– De geografiske repræsentanter styrker sammenhængskraften, og ordningen, som giver alle de gamle kommuner en stemme i kommunalbestyrelsen, giver fortsat god mening. 

Hvor længe skal vi vælge geografiske repræsentanter, inden alle føler sig som borgere i den samme kommune? 

– Vi er tæt knyttet til vores fødested, og en mental omstilling tager tid, måske flere generationer, siger Asii Chemnitz Narup. 

Kanonvalg ingen garanti 

Ifølge valgloven fra 2016 skal stemmeoptællingen på næste tirsdag først afklare, hvilket parti der er blevet størst i hver af de 17 oprindelige kommuner. 

Derefter sættes navn på den kandidat, som både er optaget på valglisten med fast bopæl i den oprindelige kommune, og som har fået flest stemmer hos det vindende parti. 

Og det er denne kandidat, som er valgt som geografisk repræsentant for den gamle kommune i den nye kommunalbestyrelse.

Et eksempel fra valgresultatet i den gamle Maniitsoq kommune: 

Atassuts Siverth K. Heilmann fik i 2021 et kanonvalg med 204 personlige stemmer, og partiet fik i alt 351 stemmer. 

Men Siumut vandt valget med 412 stemmer, og topscorer blandt partiets kandidater med bopæl i Maniitsooq blev Gedion Lyberth med 92 personlige stemmer. 

Gedion Lyberth blev derfor valg som geografisk repræsentant for Maniitsoq i Qeqqata Kommunia. (Siverth K. Heilmann blev på grund af sit flotte stemmetal vagt til kommunalbestyrelsen på et almindeligt mandat). 

Først når de 17 geografiske repræsentanter er fordelt, går valgbestyrelserne i gang med at finde de øvrige 54 medlemmer af de nye kommunalbestyrelser. 

Udemokratisk og inderlig overflødig 

Demokraatits Justus Hansen er med sin bopæl i Tasiilaq en kommunalpolitiker, som reglen om geografisk repræsentant især er rettet imod, men han finder ordningen for udemokratisk og inderlig overflødig. 

– Udemokratisk, fordi nogle få lokalpolitikere slipper billigere ind i byrådssalen end alle andre. Inderlig overflødigt, fordi lokaldemokratiet ikke alene er forankret i kommunalbestyrelsen, men også i lokalråd i alle byer og de fire bygdebestyrelser i kommunens otte bygder, siger Justus Hansen til Sermitsiaq. 

– Ordningen efterlader samtidig den geografiske repræsentant i en umulig situation. Vedkommende skal arbejde for hele kommunens bedste, men vælgerne i den gamle kommune har en forventning om en lokal særbehandling. Og helt galt går det, når borgmesteren er valgt som geografisk repræsentant, hvor vedkommende skal repræsentere såvel sin gamle hjemkommune som hele kommunen. 

Men lokalkendskab skader vel aldrig? 

– Jeg har i alle mine 16 år i lokalpolitik oplevet en stor og oprigtig vilje blandt alle 19 medlemmer i kommunalbestyrelsen til at udvikle hele kommunen. Ikke mindst ved de årlige budgetforlig arbejder alle, uanset partifarve og bosted, for en fair fordeling af kommunens midler. 

Ved kommunalvalget i 2021 bestod koalitionen af Inuit Ataqatigiit og Demokraatit, mens Siumut vandt to og Naleraq en af de fire geografiske repræsentanter i Sermersooq. 

– Det har ingen betydning for arbejdet i kommunalbestyrelsen i de fire år mellem valgene, hvor det ikke handler om partifarve og bosted, men om viljen til at ville kommunen det bedste, siger Justus Hansen. 

Også på det administrative plan sker der en oprustning i Kommuneqarfik Sermersooq. En decentralisering fra årsskiftet betyder, at der er ansat regionschefer og driftschefer i Paamiut og Tasiilaq og en byleder i Ittoqqortoormiit, så beslutninger, især indenfor drift og vedligehold, kan træffes tæt på dem, som de vedrører. 

– Tiden er både politisk og administrativt løbet fra de geografiske repræsentanter, siger Justus Hansen.