HANDICAPLOV
Kommunerne er stærkt kritiske overfor lovforslaget til en ny handicaplov
Det meget omfattende lovforslag om støtte af personer med handicap, skal efter adskillige kritiske bemærkninger, især fra kommunerne, ses efter i sømmende og måske sendes i en supplerende høring.
Billede fra et arrangement under handicapugen i 2023.
Foto: Leiff Josefsen
Selvom samtlige kommuner anerkender, at der er behov for en ny og tidssvarende lovgivning om støtte til personer med handicap, er de langt fra tilfredse med det lovudkast, som har været i høring, og som nu er under behandling hos selvstyret.
Det er især det forhold, at Naalakkersuisut har valgt at indarbejde bekendtgørelser ind i lovforslaget, afskaffelsen af kravet om tilgængelighed, kopiering fra den danske servicelov samt spørgsmålet om, hvordan meromkostningerne og ikke mindst personalebehovet skal dækkes, som har fået høringsparterne til at reagere kritisk i forhold til lovforslaget.
Kommunerne skuffede over manglende inddragelse
Kommunerne, der overtog handicapområdet helt tilbage til 2010, er skuffede over, at de ikke er blevet inddraget i udarbejdelsen af lovforslaget. Avannaata Kommunia opfordrer ligefrem til, at lovforslaget skal trækkes tilbage:
- Avannaata Kommunia finder ikke grundlag for at hilse dette lovforslag velkommen. Lovforslaget bærer tydeligt præg af at være udarbejdet under tidspres og uden tilstrækkelig kendskab til grønlandske forhold, lyder det fra Avannaata Kommunia.
Det er især udsigten til betragtelig større arbejdsbyrde og behov for øget personale for kommunerne, der får Avannaata Kommunia til at trække det røde kort op.
Kommuneqarfik Sermersooq kritiserer sammenskrivning af hovedloven og de tilhørende bekendtgørelser:
- Kommunen mener, at indarbejdelsen af bekendtgørelserne gør lovgivningen mindre bruger- og læsevenlig. Derudover er det sværere senere at foretage ændringer og tilføjelser til en lovgivning, end det er til bekendtgørelser, påpeger Kommuneqarfik Sermersooq.
Også Kommune Qeqertalik, Kommune Kujalleq samt Qeqqata Kommunia er skeptiske overfor denne sammenskrivning.
Qeqqata Kommunia og Kommune Kujalleq mener desuden at den største udfordring i lovforslaget er kopiering af lovbestemmelser fra den danske servicelov ind i lovforslaget, hvoraf flere bestemmelser er direkte kopier af serviceloven på trods af at forholdene i Grønland ikke kan sammenlignes med forholdene i Danmark.
Manglende oplysninger om konsekvenser
Lovforslaget lægger op til udvidelse af kommunernes ansvar og opgaver. Men kommunerne mangler realistiske estimater for de økonomiske og administrative konsekvenser for kommunerne.
Kommunerne påpeger, at lovforslaget, hvis det bliver vedtaget i dens form vil skrue op for ikke alene øgede økonomiske udgifter, men også øget personalebehov.
Kommuneqarfik Sermersooq peger som eksempel på, at de flere støttemuligheder, pasning af nær pårørende, besøgsrejser, merudgifter til implementering af loven, ny fælles it-system, midlertidige tilbud, og andre tilbud ikke er ordenligt belyst.
Alle enige i forebyggelse mod seksuelle og andre overgreb mod handicappede
Der er en ting i lovforslaget, som alle er enige i, nemlig beskyttelse af de handicappede mod seksuelle og andre former for overgreb.
Kommune Qeqertalik påpeger dog mangel på præcisering i bekymringsbarometret. Hvori forebyggelse af vanrøgt, vold og seksuelle overgreb mod personer med handicap ønskes præciseret.
Kommune Kujalleq foreslår, at man skal kigge på muligheden for at udstede en fælles beredskabsplan, handlingskæde, procedure og retningslinjer, der skal gælde for alle der er i berøring med arbejde for handicappede borgere.