Kommuner får mulighed for åben affaldsafbrænding

Naalakkersuisut har besluttet at kravet om maksimalt tre måneders dispensation til åben afbrænding i affaldsbekendtgørelsen kan fraviges frem til 31. juli 2025. Det giver kommunerne mulighed for længerevarende åben afbrænding.

Offentliggjort

På mødet i Den Politiske Koordinationsgruppe den 12. og 13. september 2024 blev der fra Naalakkersuisut og samtlige kommuner udtrykt ønske om at få dispensation til åben afbrænding frem til midten af 2025.

Naalakkersuisut anerkender, at der er store udfordringer på affaldsområdet, hvilket er til gene og frustration for borgerne. Det til trods for, at den kommunale affaldsselskab ESANI A/S henter og afbrænder affald i store dele af landet.

Naalakkersuisut oplyser i en pressemeddelelse, at de altid prioriterer miljømæssig korrekt forbrænding af brandbart affald, hvorfor ESANI A/S henter så meget affald som muligt i hele landet og transporterer affaldet til forbrændingsanlæg i Danmark.

Det andet anlæg mangler endnu

 Men indtil begge nationale forbrændingsanlæg står klar i midten af 2025 vil affaldsproblematikken fortsat være betydelig og til gene for borgerne, hvorfor Naalakkersuisut har valgt at lave en ændring i affaldsbekendtgørelsen:

- Naalakkersuisut vil gerne fortsætte den konstruktive dialog med kommunerne om at finde den mest hensigtsmæssige løsning på affaldsproblemerne af hensyn til borgernes sundhed og for at passe på vores miljø. Det er fortsat min holdning, at åbne afbrændinger, så vidt det er muligt, skal undgås, skriver Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund og fortsætter:

- Men jeg må også erkende, at der indtil begge nationale forbrændingsanlæg står klar, fortsat vil være et meget stort affaldsproblem. Det kan vi ikke ignorere, og det er derfor Naalakkersuisut har besluttet, at der frem til 31. juli 2025 kan dispenseres fra kravet i affaldsbekendtgørelsen. Det betyder i praksis, at kommunerne – på baggrund af en konkret ansøgning – kan få dispensation til åben afbrænding frem til 31. juli 2025.

Det gør det muligt for Naalakkersuisut at give dispensation til åben afbrænding frem til 31. juli 2025. Kommunerne får altså mulighed for at foretage åben afbrænding i en længere periode end tidligere muligt – og uden at skulle fremsende en ny dispensationsansøgning efter tre måneder, når dispensationsansøgningen først er blevet godkendt, oplyser Naalakkersuisoq, Kalistat Lund.

Powered by Labrador CMS