Kujalleq
Kommune Kujalleq efterlyser hjælp på det sociale område
Der er stor mangel på ansatte til at varetage sagsbehandlingen på det sociale område. Og Selvstyrets håndsrækning er langt fra nok, advarer formanden for socialudvalget i Kommune Kujalleq
I den senere tid har det været fremme i pressen, at Kommune Kujalleq har massive udfordringer inden for det sociale område. Derudover har der været tilsynsbesøg fra henholdsvis Selvstyrets sociale udrykningshold og tilsynsrådet.
Massive udfordringer
Og kommunen erkender i en pressemeddelelse, at der er massive udfordringer inden for området, som de ansatte søger at løse dagligt.
- Det er dog en kendsgerning, at rekruttering og fastholdelse af uddannet personale inden for området er et massivt problem for kommunen. Derudover er der massiv mangel på socialrådgivere i hele landet, hvorfor der ikke er udsigt til at få besat socialrådgiverstillingerne i kommunen inden for overskuelig tid, påpeger formanden for socialudvalget, Karla E. Bisgaard.
Uden socialchef
Kommune Kujalleq har været uden socialchef igennem en længere periode. Og kommunen har derfor iværksat følgende tiltag:
- Søgt om at få assistance hos Selvstyret, hvor kommunen har meddelt, at der er behov for 4 - 5 socialrådgivere i mindst 3 - 4 måneder.
- Indgået aftale med Århus Kommune om udlån af uddannet personale, indtil kommunen har fået besat stillingerne, og hjælpen ikke er påkrævet længere
- Udarbejdet en handlingsplan for at tiltrække, fastholde og efteruddanne personale.
Hjælp i to uger
Selvstyrets sociale tilsynsenhed har meddelt, at den vil hjælpe kommunen med at nedbringe mængden af sociale sager ved hjælp af to sagsbehandlere i 14 dage.
Håndsrækningen fra Selvstyret er dog langt fra tilstrækkelig, da behovet for at løse de massive udfordringer er langt større, advarer formanden for socialudvalget.
Ikke betryggende
- Den assistance, som Selvstyret tilbyder i denne konkrete situation, finder jeg ikke betryggende. Den giver kun falske forhåbninger hos borgerne og vil blot ende med klager over forvaltningen, da sagerne ikke vil kunne blive færdiggjort i løbet af 14 dage. Kommune Kujalleq har brug for en varig løsning vedrørende sagsbehandlingen af de sociale sager, frem for en midlertidig og kortvarig løsning. Jeg føler derfor, at der er mere perspektiv i den aftale, som vi har indgået med Århus Kommune, understreger Karla E. Bisgaard i pressemeddelelsen.