Koldeste vinter på kloden
Ifølge amerikanske forskere er det fænoment La Niña, der er skyld i de relativt store temperaturudsving denne vinter. Samlet set var det den koldeste december-februar periode siden 2001.

Det er forskere fra det amerikanske NOAA (National Oceanic and Atmospheric Adminstration), der er nået frem til den konklusion, skriver tv2.dk.
Globalt set nåede temperaturen op på 12,4° - det er 0,32° over normalen i den klimatologiske vinter, hvor normalen repræsenterer perioden 1961-1990. Tallet dækker hele jorden og både land- og vandmasser. Alligevel er det den koldeste vinter, verden som helhed har oplevet, siden 2001.
Dermed er vinterens temperatur på jorden som helhed 0,4° lavere end i rekordåret 2007, hvor vi i Danmark oplevede den varmeste vinter nogensinde registreret.
De områder af verden, hvor det var allerkoldest i december 2007-februar 2008 perioden var Mellemøsten, Kazakhtstan, Afghanistan, Mongoliet, det nordlige Afrika og Kina. Blandt andet Kina oplevede den strengeste vinter i omkring 100 år.
Varmest har det været i Europa, hvor det især er Nord- og Østeuropa der trækker læsset - heriblandt altså også Danmark. Her har man flere steder oplevet middeltemperaturer på mere end 5° over normalen. Det har man også i hele det nordlige Rusland, herunder det meste af Sibirien.
Også det sydlige og østlige USA har oplevet en lidt varmere vinter ligesom resten af Atlanterhavet, selvom udsvingene her er mindre.
Ifølge de amerikanske forskere er det fænoment La Niña, der er skyld i de relativt store temperaturudsving denne vinter.
La Niña er et fænomen forårsaget af lavere havtemperaturer i den tropiske del af Stillehavet, som ca. hvert andet til syvende år fører globale vejr- og klimaforandringer med sig.
La Niña forårsager oftest koldere vejr med mere nedbør til det nordlige og vestlige USA samt varmere og nedbørrigt vejr til den nordlige del af Europa - præcis som vi har set det i denne vinter.
Når det modsatte sker - altså at den tropiske del af Stillehavet er betydeligt varmere end normalt - taler man om en El Niño.
Den kolde og relativt nedbørrige vinter flere steder på kloden har også resulteret i, at den nordlige halvkugle var dækket af langt mere sne denne vinter end normalt.
Snedækket var så udbredt, at man ikke har set det større siden 1966.
I Kina, som i slutningen af januar og i starten af februar var ramt af voldsomme snestorme, kan de usædvanligt høje havtemperaturer i Det Kinesiske Hav sammen med det generelt meget kolde vejr have spillet ind, mener NOAA.
Alt i alt blev vinteren 2007/08 den 16. varmeste nogensinde registreret - men altså den koldeste siden 2001.