koalitionsforhandlinger

Koalitionsforhandlinger indledes mandag

Partii Naleraq-formand Hans Enoksen bekræfter, at Partii Naleraq har fået en invitation af Siumut angående koalitionsforhandlinger, som begynder mandag

Billede fra partilederrunden hos KNR sent natten til lørdag
Offentliggjort

Høj sol og Nuuk i vinterdragt. Det er dagen efter valget til Inatsisartut, og der summer af aktivitet i magtens korridorer.

Stemningen er høj, smil og latter runger i partigangene, og der bliver serveret kaffe og rundstykker for alle hos valgets store vinder Partii Naleraq med tidligere formand for Siumut og Naalakkersuisut Hans Enoksen i spidsen.

Formand for Siumut Kim Kielsen, der har sikret partiet de fleste stemmer og 11 mandater i Inatsisartut og ikke mindst forhandlingsretten til at danne en koalition med de andre partier, holder kortene tæt til kroppen.

Læs: Officielt: Siumut har vundet valget

- Vi har ikke inviteret nogen til de indledende samtaler. Partitoppen hos Siumut skal først til at mødes her i eftermiddag, siger han.

Næstformand Jørgen Wæver Johansen, som er Siumut-borgmester i Kommune Kujalleq, er netop nu på vej til hovedstaden for at være med til at drøfte mulige emner til en koalition, og hvad partiet skal satse på af mærkesager i en eventuel koalitionsaftale.

Mandag bliver dagen
Selvom Kim Kielsen er en fåmælt mand, bekræfter Partii Naleraq-formand Hans Enoksen over for Sermitsiaq.AG, at Partii Naleraq har fået en invitation af Siumut-formanden angående koalitionsforhandlinger, som begynder mandag.

- Jeg har ikke fået en invitation til en samtale endnu, pointerer formand for Atassut Knud Kristiansen, der fortsætter med to mandater i Inatsisartut.

Formand for Inuit Ataqatigiit Sara Olsvig holder lørdag middag møde med sine partifæller. Partiet har fået 11 mandater i Inatsisartut.

Og til spørgsmålet om, hvorfor Kim Kielsen vælger at tale med Atassut og Partii Naleraq først, er hans eneste kommentar, at Inuit Ataqatigiit holder møde for lukkede døre, og at han ikke bare kan tillade sig at komme ind til dem.

Demokraterne og Partii Inuit var endnu dukket op ved middagstid.

Powered by Labrador CMS