Koalitionsaftale: Naalakkersuisut skal have ansvar for udenrigs- og sikkerhedspolitik

Forfatningen skal fastskrive Grønlands kompetence på området

Grønland skal selv overtage suverænitetshåndhævelsen, fastslår koalitionsaftalen
Offentliggjort

Spørgsmål om selvstændighed og forfatningsarbejdet fylder ikke meget i den godt 40 sider lange koalitionsaftale. Men dykker man dybere ned i den, så kan man alligevel finde passager, der beskæftiger sig med spørgsmålet. Det gælder blandt andet i afsnittene om udenrigs- og sikkerhedspolitik.

- I forbindelse med vores egen forfatning skal det fastættes at det er Naalakkersuisut selv, der har ansvaret for vort lands udenrigs- og sikkerhedspolitiske ledelse, står der i aftalen.

Det fremgår ikke tydeligt om der her tænkes på en forfatning, der skal gælde inden uafhængigheden eller om det er en forfatning, der gælder for et selvstændigt Grønland. Men i afsnittet forinden fastslås:

- Indtil fuld selvstændighed er opnået skal vi i samarbejde med den danske regering arbejde på større og større medbestemmelse. På baggrund af vort selvstyre skal de grønlandske myndigheder arbejde hen imod at vi får vores egen forfatning.

Eget forsvar

Ligeledes skal der arbejdes på, at Naalakkersuisut overtager suverænitetshåndhævelsen.

- Koalitionspartierne vil til stadighed arbejde for at vort lands forsvar baseres på dets egen befolkning og at dette sker under vores eget flag. Vi skal udnytte vores unge og voksne, der gerne vil arbejde for og kan være med i vort lands forsvar, mere f.eks. i fiskeriinspektion og i slædepatruljen Sirius.

- Koalitionspartierne vil derfor også arbejde for at der på denne baggrund igangsættes ligeledes iværksættes uddannelser, der sigter hen imod kontrol af vore egne grænselinier, hedder det videre.

Det bliver fastslået, at landet som selvstændig stat skal være medlem af NATO.

Powered by Labrador CMS