OPDATERET

KNR-medarbejdere varsler arbejdsnedlæggelse – kræver chef afskediget

Medarbejdere i nyhedsafdelingen, radioafdelingen og TV-afdelingen i KNR har netop sendt et varsel om arbejdsnedlæggelse startende fra 1. juli, hvis ikke nyhedschefen bliver afskediget. 

Studiet i KNR's TV-afdeling og nyhedsafdeling kan meget vel stå tomt mandag den 1. juli og tirsdag den 2. juli, hvis alle tre afdelinger under KNR vælger at nedlægge deres arbejde startende mandag næste uge.
Offentliggjort

OBS: Opdateret med en kommentar fra fungerende formand i KNR's bestyrelse, Miki Jensen.

Ledelsen i KNR har netop modtaget et varsel om arbejdsnedlæggelse, der er varslet til at gælde mandag den 1. juli og tirsdag den 2. juli. Det oplyser medarbejdernes talsperson i KNR, Hanna Hviid der er fungerende web-redaktør i KNR's nyhedsafdeling, til Sermitsiaq.

- Nyhedsafdelingen, radioafdelingen og TV-afdelingen varsler hermed arbejdsnedlæggelse mandag 1. juli og tirsdag 2. juli, hvis ikke nyhedschef Anita Cramer Corpas er blev afskediget fra sin stilling inden da, lyder det i varslet.

Sermitsiaq har fredag middag udgivet en artikel om en bekymringsskrivelse omkring forhold og arbejdsmiljø i KNR. Her er det endvidere oplyst, at to medarbejdere også har opsagt deres stilling denne uge, samt tre redaktører er gået af siden starten af året.

Talsperson Hanna Hviid oplyser, at krisen i mediehuset KNR aldrig har været værre  end nu.

Utryg arbejdsplads

I varslet forklarer medarbejderne i nyheds-, radio- og TV-afdelingen, at de ikke føler sig hørt, når de forsøger at italesætte udfordringer i arbejdsmiljø og vilkår. Noget, som også er beskrevet i den bekymringsskrivelse, som Sermitsiaq i dag fredag har refereret fra.

- Da ord ikke var nok, tyr vi nu til næste skridt. Hvis ikke hun er afskediget inden mandag morgen, møder personalet i nyhedsafdelingen, radioafdelingen og TV-afdelingen ikke på arbejde, lyder det.

Fungerende bestyrelsesformand Miki Jensen oplyser til Sermitsiaq, at bestyrelsen er opmærksomme på opmærksomme på situationens alvor, og at der arbejdes i driften for at nedtrappe situationen. Bestyrelsen har ikke yderligere kommentarer, da det er en personalesag.

Powered by Labrador CMS