Uro i Siumut
KNR: Finn Karlsen ny naalakkersuisoq
På et pressemøde mandag klokken 13.00 bliver naalakkersuisoq Karl Lyberth fra Siumut fortid som naalakkersuisoq
Farvel og tak.
Sådan bliver meldingen til naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Karl Lyberth fra Siumut på dagens pressemøde, som formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut har indkaldt til klokken 13.00 i Nuuk.
Det fortæller kilder tæt på Naalakkersuisut til knr.gl.
Læs "Partii Inuit: Fyr Karl Lyberth"
- Jeg siger ikke nej, hvis jeg bliver udpeget, for jeg har prøvet at være på posten før, siger Finn Karlsen til Sermitsiaq.AG.
Før valget i 2009 var han netop landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug.
Den 23. august 2010 skiftede Finn Karlsen fra Atassut til Siumut. Han blev ved Inatsisartut-valget den 12. marts 2013 genvalgt.
Finn Karlsen mener, at det nye medlem af Naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug bør have opbakning fra Siumuts gruppe.
- Karl Lyberth har været svækket af, at han ikke har fuld opbakning fra Siumuts gruppe. Jeg vil påtage mig opgaven, hvis der er opbakning fra Siumuts gruppe. Aleqa Hammond kan selv udpege et medlem af Naalakkersuisut, men jeg mener, at det er meget vigtigt, at vedkommende har opbakning fra gruppen, fremhæver Finn Karlsen.
Indsættelse af et nyt medlem af Naalakkersuisut kræver et ekstraordinært møde i Inatsisartut. Der vil derfor gå noget tid, før Karl Lyberths afløser bliver indsat.