KNR får ny nyhedschef efter turbulent periode
KNR har ansat Irene Jeppson som nyhedschef pr. 1. januar 2025.
Privatfoto
Irene Jeppson, der har været ansat som kommunikationschef i Grønlands Selvstyre siden 2021, skal være nyhedschef i KNR. Det oplyser KNR’s direktør, Annga Lynge, i en pressemeddelelse.
Udmeldingen kommer, efter den tidligere nyhedschef Anita Corpas fratrådte sin stilling i juli efter en kort ansættelse, som begyndte den 1. april.
Nu er en ny chef altså fundet.
Valget af Irene Jeppson, der er journalistuddannet, hviler på, at hun brænder for demokratiet, nyhedsformidling og journalistikken generelt, oplyser Annga Lynge:
- Det har, i de samtaler vi har haft med Irene Jeppson, været tydeligt, at hun følger med i medietendenser, og har dermed mange gode idéer til, hvordan nyhedsafdelingen kan udvikle sig, så KNR når bedre ud til brugerne, siger Annga Lynge.
Omsorg til nyhedsafdelingen
Annga Lynge oplyser også, at valget på Irene Jeppson ikke kun hviler på hendes faglighed, men også for hendes forståelse for nyhedsafdelingens nuværende situation, hvor omsorg til ansatte er en nødvendighed, for at fastholde og rekruttere medarbejdere.
- Jeg har den opfattelse at Irene Jeppson, kan give den nødvendige omsorg, som nyhedsafdelingen har brug for, efter en turbulent periode. Irene har stor forståelse for strategisk ledelse og vigtigheden af sund og udviklende arbejdsmiljø, siger Annga Lynge.
Irene Jeppson har mere end 12 års erfaring som journalist i Sermitsiaq og AG, og har været redaktør for Arnanut. Hun har siden 2010 arbejdet indenfor kommunikation i store virksomheder, hvor de sidste seks år har været på chef-niveau. Irene Jeppson glæder sig til at starte i KNR’s nyhedsafdeling.
- Der er nok at tage fat på som nyhedschef, og jeg ser frem til at komme i arbejdstøjet. Sammen med de dygtige medarbejdere på redaktionerne skal vi arbejde målrettet på at formidle nyheder til befolkningen. Jeg glæder mig til at være en del af dette vigtige arbejde og til at bidrage til, at KNR fortsat lever op til sit ansvar som public service station, siger Irene Jeppson.