KNAPK-demo: Der blev opfordret til at medbringe våben

Politiet var stærkt til stede under og efter onsdagens store KNAPK-demonstration i Nuuk. De optog demonstrationen med en drone under hele demonstrationen. Sermitsiaq.AG har fået tip om, at det kan skyldes en konkret trussel om våbenbesiddelse under demonstrationen.

Under ondagens demonstration var politiet stærkt til stede. Sermitsiaq.AG erfarer at det blandt andet skyldes at der forud for demonstrationen var blevet opfordret til at bære våben og "lave stærk oprør" mod politikerne og mod havnene i landet.

Onsdag gik mange af landets fiskere på gaden for at demonstrere fredeligt og i god ro og orden mod de faldende priser på indhandling af torsk. Men ikke alle demonstranter var indstillet på fred og ro.

Sermitsiaq.AG har set dokumentation for, at der forud for demonstrationen er blevet opfordret til at bære våben og "gøre stærkt oprør, også i havnene". En opfordring der er offentliggjort på Facebook, og som er blevet delt flittigt på de sociale medier før demonstrationen.

Politiet massivt til stede under og efter demonstrationen

I Nuuk var der rundt regnet omkring 200-300 demonstranter, og det hele forløb i god ro og orden, hvor alle spillereglerne der er forbundet med sådan en demonstration blev overholdt.

Men flere har nok bemærket, at der var mange politifolk, som fulgte demonstrationen. De guidede demonstranterne og bilister udervejs, mens andre politifolk optog demonstrationen med drone. De var også talstærkt til stede i forsamlingshuset efter demonstrationen.

Efter demonstrationen var der kaffemik på forsamlingshuset i Nuuk. Også der var politiet godt repræsenteret.

Det viser sig, at der kunne være en god grund til at være ekstra synlig.

Forud for demonstrationen har nogle fiskere nemlig pisket en stemning op til demonstrationen. nogle med taler, andre med slagord der skal råbe folk op i en stemning. Men der er også nogle, der har opfordret til "hårdt oprør" og anvendelse af våben under demonstrationen.

I nedenstående tekst, der er blevet delt, står der blandt andet: "Vi må reagere stærkt, lukke ned for alting med brug af våben, og vi skal stå i front for at lave oprør i havnene".

Fra Facebook

Politiet vidste besked

Den helt konkrete opfordring til at bære våben, var Grønlands Politi opmærksom på forud for demonstrationen.

For politiet gør opmærksom på, at de forud for demonstrationen ikke har modtaget en anmeldelse af opfordringen, men at de selv var opmærksomme på opslaget.

- Vi har heller ikke modtaget andre anmeldelser, der er relateret til demonstrationerne – andet end de ni anmeldelser fra de forskellige byer, som varslede demonstrationer på forhånd.

- Generelt kan Grønlands Politi oplyse, at demonstrationerne gik fuldstændig gnidningsfrit, og at der var god ro og orden fra både deltagere, publikum og borgere, fortæller presse- og kommunikationsmedarbejder hos Grønlands Politi, Nadja Ankerfelt Rasmussen til Sermitsiaq.AG.

Naalakkersuisut tøvede med at komme ud til demonstranterne

Sermitsiaq.AG har fra pålidelige kilder også fået bekræftet, at Naalakkersuisut forud for demonstrationen var blevet varskoet om risiko for våbenbesiddelse under demonstrationen.

Der har ifølge vores kilde været en sikkerhedsvurdering fra Naalakkersuisuts side om, hvorvidt det var sikkert nok at komme ud til demonstranterne, og angiveligt fordi der var stor tilstedeværelse fra politiet, valgte de folkevalgte at deltage.

Sermitsiaq.AG arbejder på en kommentar fra KNAPK.

Powered by Labrador CMS