Klumme: Mænd i møbler

Når jeg møder mennesker, som er yngre end mig - det drejer sig om rigtig mange, når man er blevet folkepensionist - så har jeg indimellem en fornemmelse af, at mine synspunkter og fortællinger har en stadig ringere værdi.

Når vi diskuterer og udveksler synspunkter, kan jeg godt sidde tilbage med fornemmelsen af, at der bag de brune øjne, som ser direkte på mig, gemmer sig en vis overbærenhed.

Det gælder også dem med andre øjenfarver. Jeg tror de tænker: Din gamle nisse, slap nu af.

Vi, de gamle, har stemt ved mange valg gennem et langt liv, vi har diskuteret, været i tvivl, i ny og næ har vi justeret eller ændret synspunkter. MEN - alt andet lige har vi altid afgivet vores stemme. Demokratiske valg er i vores gammeldags verdenssyn en vigtig begivenhed, som flere og flere unge ikke tager alvorligt.

Vi har erfaringens nådegave, tiden har gjort os mere milde og runde og knapt så kategoriske, men det skal ikke forhindre mig i at uddele en skideballe til de unge: I skal fandeme stemme til dette valg og alle de valg, der kommer senere.

Det er et privilegie at kunne afgive sin stemme. Basta.

Inatsisartut

De folkevalgte har i mine øjne en ikke særlig misundelsesværdig stilling i samfundet. Deres position er udsat. Somme tider skal de finde sig i voldsom kritik, deres synspunkter kan afstedkomme personlige angreb og hetz-lignende kampagner. Den del af den politiske virkelighed er blevet accelereret af de sociale medier, som har givet Gud og hvermand (og kvinde) et talerør, som ofte er helt og aldeles ulideligt.

Sociale medier er i virkeligheden ikke medier, for et medie, som for eksempel denne avis, har en redaktionel funktion, som ser på hvad og hvordan, der bliver skrevet om dette og hint. Den funktion har de sociale medier ikke. Hver enkelt bruger er sin egen redaktør, så alene af den grund er det ikke et medie, men blot en platform. Hvis vi skal sammenligne med noget gammeldags, altså en trykt avis, så ville parallellen til internettets ”sociale medier” være, at dem, der fremstillede papir eller en trykmaskine var et medie. NOT.

Vi skal vænne os til at kalde Facebook og andre internetbaserede muligheder for at ytre sig, for sociale platforme. Sociale PLATFORME! Facebook er ikke et medie!

Og det sociale element på de platforme? Det kan være så som så med det sociale. Ordet ”social” stamme fra det latinske ord ”socius” og betyder ”forbundsfælle”.

Når politikere – eller for den sags skyld alle os andre - stikker næsen frem med et synspunkt, der ikke passer den ene eller anden, så kan det udløse et relativt nyt begreb: en shitstorm. For de ikke engelskkyndige betyder shit ”lort”, storm betyder ”storm”. Det vejrlig har ingen lyst til at bevæge sig ud i. Og det på trods af, at vi om nogen kender til dårligt vejr i Grønland.

Ansigt til ansigt

Jeg tror, Fanden har skabt Facebook. Af en eller anden grund, som jeg ikke kender, er der ikke et filter, ingen eftertænksomhed, når nogle brugere føler sig kaldet til tasterne. Der er meningsdannere, som har en hel hær af sympatisører, som er klar til at hælde benzin på bålet, når personer bliver angrebet. Det kan gå helt amok. Det eneste der er helt sikkert er, at al dialog slutter.

Uenighed og diskussion er en grundpille i demokratiet. Åbne, gerne direkte og skarpe debatter fungerer kun, når vi står ansigt til ansigt. Åbenhed, og at vise sit ansigt og præsentere sine synspunkter direkte, er også sikkerheden for, at der ikke er andre på sociale platforme, der blander sig med massiv påvirkning af brugere på nettet.

Fake news er efterhånden her, der og alle vegne. For de ikke så engelskkyndige, ”fake” betyder falsk, ”news” betyder nyheder. I bund og grund: det er løgn og latin.

Min mor har lært mig, at jeg ikke må lyve. Det lader til, at Facebook er dårligt opdraget. Min mor ville rotere i sin grav, hvis hun så, hvad der foregår på Facebook.

Overskriften

Tilbage til hvad jeg skrev i starten.

Jeg har undervejs uddelt en skideballe til de unge, som i stigende omfang ikke afgiver deres stemmer til demokratiske valg. Én skideballe fra min side (det er folkepensionisternes privilegium at skælde ud) er ikke nok i denne omgang. Jeg vil ikke holde mig tilbage, også selvom det gælder kvinder og deres deltagelse i det politiske liv. Hvor fanden er I henne?

Folk i min aldersgruppe kan huske, at diskussionerne om kvinders deltagelse i det politiske liv; og mange andre af livets facetter; har stået på i umindelige tider. Ved valget til Inatsisartut i 2021 blev der valgt 21 mænd, 10 kvinder. 10! Det er under en tredjedel af tingets 31 medlemmer. Fordelingen af køn i vores land er omtrent 50/50, selv om vi mænd dør tidligere og er i svagt undertal i det samlede befolkningstal.

Hankøn

Når vi ser de politiske ledere for partierne, så ser vi fem mænd, som ifølge overskriften på denne klumme sidder mageligt i polstrede stole.

Vi har oplevet kvindelige ledere i ny og næ i det landspolitiske landskab; i øjeblikket er kvinderne flest på de kommunale borgmesterposter; men der er godt nok ikke mange i vores landspolitiske landskab.

Gennem tiderne har vi været vidne til, at det er gået op og ned med antallet af kvinder, der bliver valgt ind i Inatsisartut. Men årtiers kamp for at flere kvinder stiller op, lader ikke til af rykke det vilde. Kom nu ind i kampen!

Kvindernes kampdag er den 8. marts, tre dage før valget. I stedet for at pege fingre ad mændene i møblerne i KNR’s studie og surmule over dem, så håber jeg kvindernes kampdag vil afstedkomme, at vores bedre halvdele stikker snuden frem og kræver deres indflydelse.

I mange andre sammenhænge kræver vi lighed og respekt. Det gælder også for den gamle garde - det er os pensionister, som nogle ikke gider høre på.

Vi har stadig stemmeret.