Klar besked: Sammenlægning skal prioriteres
Under generalforsamlingerne i boligselskaberne INI og Illuut gjorde Naalakkersuisut det klart, at det forventes, sammenlægningen af de to virksomheder bliver prioriteret.
INI skal fusioneres med Illuut.
Foto: Leiff Josefsen
Fra politisk side er det blevet besluttet, at de to selvstyreejede boligselskaber INI og Illuut skal fusioneres.
Fredag i sidste uge afholdt de to selskaber generalforsamling, og her benyttede Naalakkersuisut lejligheden til at understrege, at arbejdet med sammenlægningen skal prioriteres:
- Naalakkersuisut har klare
forventninger til, at dette prioriteres og noterer sig bidraget fra INI A/S
angående sammenlægningen, lød det blandt andet fra naalakkersuisoq for infrastruktur, Hans Peter Poulsen (S) under generalforsamlingen i INI.
Bestyrelsen har godkendt model
Det fremgår af INI's årsrapport, at selskabet har beskrevet mulige modeller for en fusion, og at bestyrelsen på deres møde i december 2023 godkendte en model for en fusion, der
er kommenteret af BDO og Nuna-Law.
- Oplægget er afleveret til selskabets ejer og vi afventer de næste skridt,
som ønsket af Naalakkersuisut, skriver INI i årsregnskabet.
Naalakkersuisoq Hans Peter Poulsen sagde på generalforsamlingen, at der skal arbejdes på en sammenlægning, der "tilsikrer, at man står med et styrket selskab og en organisering, der kan
løfte den store og vigtige opgave med at administrere og udvikle selvstyrets
portefølje af boliger og bygninger i Grønland."
Forventer engagement
- Naalakkersuisut forventer selskabernes fortsatte engagement og
samarbejde omkring sammenlægningen, lød det fra naalakkersuisoq.
På generalforsamlingerne blev det meddelt, at INI A/S har haft overskud efter skat på 818.000 kr. i 2023, og det var en fremgang på 421.000 kr. i forhold til 2022.
Illuut A/S havde et overskud på 23,4 mio. kr. efter skat i 2023.