Kivitsisa ude med ny undervisningsportal
Folkeskoleelever på alle trin har nu adgang til nyt undervisningsmateriale i flere fag, der kan bruges på iPads. En lærer i Nuuk anbefaler andre lærere at benytte det nye materiale.
Elever i folkeskoler har nu mulighed for at tilgå nyt undervisningsmateriale med et par klik på deres iPad.
Det fælleskommunale projekt indenfor folkeskolen og læring er nu ude med nyt undervisningsmateriale, Nutaaliorta (lad os skabe nyt, red.) i flere fag i alle tre trin i folkeskolen.
En skole i Nuuk, Atuarfik Hans Lynge, har afprøvet flere af undervisningsmaterialerne, og en lærer på skolen anbefaler andre lærere at benytte det nye materiale.
- Undervisningsmaterialet fra Nutaaliorta er nemt at bruge og er organiseret på en meget overskuelig måde. Alle redskaberne som både lærere og elever skal bruge findes i undervisningsmaterialet, siger klasselærer i en 7. klasse, Birthe Kleist og fortsætter:
- Derudover er det tydeligt, at eleverne får noget ud af det. Konceptet er tilpasset ordenligt til klassetrinnet, og jeg vil gerne anbefale det til andre lærere, udtaler hun i en pressemeddelelse fra Kommuneqarfik Sermersooq.
Skoler tester materialet
Undervisningsmaterialet Nutaaliorta er udviklet af flere personer med læreruddannelse som baggrund og i samarbejde med kulturorganisationer og OAK Foundation Danmark.
I materialet er der flere valgmuligheder i forhold til opgaver, som er udviklet på baggrund af læringsmål, som de tre trin i folkeskolen har.
Læringskonsulent i Kommuneqarfik Sermersooq, Manumina Jakobsen oplyser, at kommunen er i gang med at teste undervisningsmaterialet.
- Vi er nu i gang med at teste undervisningsmaterialet ved brug af iPad i tæt samarbejde med skolelærere i Nuuk. Et ud af fire undervisningsmaterialer for yngstetrinnet er nu blevet afprøvet, siger Manumina Jakobsen.
Flere fag at vælge imellem
Kommuneqarfik Sermersooq oplyser, at undervisningsmaterialet på mellemste trin i skolerne kan bruges i fagene grønlandsk, idræt og udeliv, matematik, naturfag og personlig udvikling. I opgaverne indgår også bevægelse, som er medtaget i samarbejde med Grønlands Idrætsforbund for at tilføje bevægelse i undervisningen.
- Jeg er glad for at komme lidt væk fra bøgerne og bruge iPaden til at arbejde. Undervisningsmaterialet er sjovt at bruge, og man lærer også noget af det, siger en elev på 7. A på Atuarfik Hans Lynge, der har været med til at teste materialet.
Du kan finde undervisningsmaterialet HER.