sygdom
Kim Kielsen er sygemeldt
En rygoperation har sat Naalakkersuisut-formanden på stand-by i et par dage. Dette har givet anledning til et politikerskænderi på Facebook
Formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S), har i går, tirsdag, været til en rygoperation, og derfor har han været sygemeldt i nogle dage.
Det fortæller selvstyret i dag.
Ligesom da viceformand for Naalakkersuisut, Anda Uldum (D), meldte sig syg med stress den 2. november, har koalitionen udpeget en person til at tage hans sæde.
Atassut træder til
Knud Kristiansen (A) fungerer i et par dage som landsstyreformand under Kim Kielsens sygefravær.
Det har vakt opmærksomhed, at oppositionens Ane Hansen (IA) har kritiseret, at Kielsen ikke var til stede i Inatsisartut i går, tirsdag.
- Hvor er opbakningen til fiskerne, da de fik endnu en afgift på 20 millioner kroner? Hvorhenne er naalakkersuisoq for fiskeri? Hvorhenne er formanden? Måske er de ude og sejle for at fiske, inden afgifterne stiger - med fuld månedsløn, skrev hun.
Svarer på kritik
Ane Hansens kritik på Facebook, gør Knud Kristiansen vred.
- Kim Kielsens sygefravær er tirsdag formiddag meddelt Inatsisartuts formandskab. På baggrund af, at Kim Kielsens fravær fra møderne i Inatsisartut altså skyldes en sygemelding, så synes jeg, det er meget beklageligt at se, hvordan Ane Hansen på sociale medier udstiller Kim Kielsens fravær fra Inatsisartuts forhandlinger, som om Kim Kielsen ikke prioriterer det politiske arbejde, udtaler Knud Kristiansen i en pressemeddelelse.
Tal ordentligt
Han indstiller til IA'eren, at hun ændrer sin tone.
- Jeg håber, at Ane Hansen, som selv er medlem af Inatsisartuts formandskab, vil rette på de misforståelser om Kim Kielsens fravær, som hun har skabt i de sociale medier. Kim Kielsen har det godt efter rygoperationen, og jeg regner med at se ham tilbage i arbejdstøjet i løbet af få dage, lyder det fra den midlertidige landsleder, Knud Kristiansen.
Læs også: Rokade giver tre tunge områder til Qujaukitsoq