RUTEÅBNING KØBENHAVN-NUUK

Kielsen: I dag er en historisk milepæl for Grønland

Arkitekten bag lufthavnspakken, der efter flere års forberedelse blev vedtaget den 15. november 2018, daværende formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S) kalder dagen i dag en historisk milepæl for det grønlandske samfund.

Tidligere formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S), der også er arkitekten bag lufthavnspakken, holder tale i Gate B10 i Københavns Lufthavn, før Air Greenlands Tuukkaq letter mod Nuuk.
Offentliggjort

Det var en stolt og glad Kim Kielsen, der holdt tale i forbindelse med åbningen af den splinternye rute mellem København og Nuuk.

Før sin officielle tale fortalte Kielsen om, hvordan ruten mellem Danmark og Grønland blev realitet i november 1954, og at daværende redaktør på avisen Atuagagdliutit, Jørgen Fleischer, deltog under ceremonien dengang, på en regnfuld dag i København, hvor Statsminister Hans Hedtoft var i front og åbnede ruten under ceremonien.

- Det var ikke ligetil dengang at komme videre fra Kangerlussuaq. Man måtte gøre sig venner med amerikanske soldater for at komme videre til kysten. Men efterfølgende fik man oprettet en rute ad søvejen med skibet Uummannaq, men da skibet forliste ved Arsuk i slutningen af 1950-erne blev man enige om, at der måtte handles for at udvikle passagertransport ad luftvejen. Det var indledningen til at heliporte og senere små lufthavne til fastvingede fly begyndte at dukke op, og efterhånden blev flere fra starten af 1960-erne, fortæller Kielsen og fortsætter:

- Og i dag har vi adskillige lufthavne til fastvingede fly og nu i dag flere lufthavne til store fly. Jeg vælger at opridse disse historiske øjeblikke på denne store dag, for vi skal huske denne del også i vores historie.

Dagen i dag bliver skrevet ind i historien

- Velkommen til denne dag der vil blive skrevet ind i historien, den allerførste dag hvor der er en direkte forbindelse mellem København og Nuuk. Jeg er sikker på, at vi alle er stolte og spændte over denne store dag, som også viser, at vi nu når en historisk milepæl, ligesom det er en åbning for omverdenen.

- Der er ikke blot tale om dagen i dag, som er speciel, men der er også tale om, at en ny rute nu er synlig på landkortet, der er tale om, at der nu er en hel ny infrastruktur, der er tale om, at vi nu har adgang til at komme tættere på andre lande, både kulturelt og økonomisk.

- Rejsen hertil har været en lang rejse. Undervejs har vi fyldt rejsen op med formål, jeg vil ikke undlade at nævne min politiske allierede Niels Thomsen (daværende formand for Demokraatit, red.), og at beslutningen om lufthavnspakken er blevet til realitet igennem et flertal i Inatsisartut.

- Der er mange mennesker, som vi skylder en tak for, at denne dag kan blive realitet. Politikere, Kalaallit Airports (nu Greenland Airports, red.), mange tak for at vi i dag har mulighed for at markere dagen i dag. 

- Vores rejse i dag vil åbne op for nye muligheder, det betyder også, at det bliver nemmere for vores omverden at nå frem til os, ikke blot for vores flotte naturs skyld, men også for større investeringer og erhvervstiltag. Jeg er sikker på, at det vil få en betydning for Danmark, Europa og resten af omverdenen, at vores land bliver nemmere at nå frem til.

Men dagen i dag er blot er en start

- Det er et resultat, vi alle kan være stolte over, men vi skal også huske, at dagen i dag blot er en start, fremtiden er fyldt med muligheder, og jeg ser frem til, hvordan lufttrafikken vil være med til at få gang i de nye muligheder. Muligheder der åbner for udvikling, samarbejde og fællesskab.

- Jeg vil også benytte lejligheden til at takke de mange borgere, der i kraft af deres arbejde i Kangerlussuaq har serviceret os alle igennem tiderne. I har udført et virkeligt godt arbejde, og det glæder mig, at mange af jer allerede har igangsat arbejde, blandt andet i Nuuk.

- Slutteligt vil jeg takke Lars Løkke (Rasmussen, red.) for at have medfinansieret lufthavnspakken med 700 millioner kroner, i sit egenskab som Statsminister da vi indgik en aftale om lufthavnspakken.

- Lars Løkke, velkommen her og tak for de 700 millioner kroner, sluttede daværende formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen.

Powered by Labrador CMS