NunaMinerals
Kielsen: Alle investerede penge i Nunaminerals er tabt
Nunaminerals' største aktionær meddeler, at alle investerede penge i Nunaminerals allerede er tabt - også de 3.000 små aktionærers investeringer, lyder det fra Naalakkersuisut
Nunaminerals A/S' næststørste aktionær, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, fortalte tirsdag til Sermitsiaq.AG, at de vil stemme imod selvstyrets forslag, hvor et af forslagene på generalforsamlingen er nedsættelse af aktiekapitalen til 0 kroner og afnotering fra fondsbørsen i København.
Baggrunden herfor er, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond på den måde vil give det delvist selvstyreejede mineralefterforskningsselskab Nunaminerals mulighed for at inddrage nye investorer til at finansiere den videre udvikling i selskabet.
Læs: Frygt for nedlukning årsag til overførsel af licens
Læs: Nunaminerals overfører efterforskningslicens til partner
Alle investerede penge er tabt
Men nu meddeler formanden for Naalakkersuisut, Siumuts Kim Kielsen, at spillet er ude for Nunaminerals.
- Siden Naalakkersuisuts forslag til en redningsplan blev fremlagt, har aktieindehavere af Nunaminerals-aktier ytret, at alle de mindre ejere af selskabets aktier kommer til at miste deres investering.
- Naalakkersuisut vil i den forbindelse præcisere, at alle de investerede penge i selskabet allerede er tabt. Nedskrivningen af selskabets værdi er et klart udtryk for, at selskabet ingen penge har og dermed ikke kan betale sine regninger, siger Kim Kielsen.
Læs: Nunaminerals er på afgrundens rand
Læs: Nunaminerals: Stadig usikkerhed om Vagar-guldprojekt
Andre investorer er velkommen
Bestyrelsen i Nunaminerals foretog i sidste uge en nedskrivning på 82 millioner kroner, der vil medføre et forventet underskud for 2014 på 85 millioner kroner.
- Vores forslag, som følger de eksisterende regler på området til punkt og prikke, kan sagtens blive forkastet på torsdag, skriver Kim Kielsen og fortsætter:
- Andre investorer er velkommen til at skyde penge ind i selskabet og blive en del af ejerkredsen. De har mulighed for det helt indtil dagen for den ekstraordinære generalforsamling.
Men ifølge Naalakkersuisut-formanden er der indtil videre ikke udsigt til en anden redningsplan.
- Og for at være helt ærlig er bestyrelsen ikke kommet med oplysninger til aktionærerne, lyder det fra Kim Kielsen.
Læs: Kielsen: Selvstyret ønsker ingen fjendtlig overtagelse af Nunaminerals
Læs: Kielsen revser Nunaminerals før skæbnesvangert møde
Læs flere artikler om Nunaminerals her