Kendskabet til demens er mangelfuldt
Der eksisterer ingen demenstest, der er tilpasset til arktiske befolkninger. Og generelt er der minimal kendskab til demens-sygdomme blandt fagfolk og pårørende i Grønland, vurderer en rapport, der blev offentliggjort i starten af denne måned.
Pårørende ved ofte ikke, hvor de skal henvende sig, når de mistænker et familiemedlem for at have demens.
I nogle tilfælde henvender de sig til kommunen, der ofte ikke har den rette viden til at fastslå, at det ældre familiemedlem har demens.
- Der er risiko for, at der kan gå lang tid, før kommune og pårørende bliver klar over, at der er tale om demens, og får den demensramte til lægen, lyder det.
Ikke alle kommuner har en demenskoordinator. Det er således kun Kommuneqarfik Sermersooq, der har en demenskoordinator, der ikke har andre ansvarsområder.
I en demensredegørelse fra 2012 fastslås det, at 254 personer i Grønland er demensramte. Der findes ingen dokumentation for nyere tal.
- Dette tal skønnes at vokse fremover. Det er dog sandsynligt, at det officielle skøn er for lavt, da der formodentlig er mange mennesker, der lever med demens uden at have en egentlig diagnose, lyder det i rapporten.
Brist i kommunikationen
I forbindelse med diagnosticeringen af den demensramte og tilrettelæggelsen af sygdoms- og plejeforløbet skal der i mange tilfælde overleveres informationer mellem kommune og sundhedsvæsen. Ifølge rapporten oplever en del pårørende, at der er brud i kommunikationen, så en del af vigtige informationer går tabt undervejs.
Livet i plejehjemmet
Ifølge rapporten ”Ældre menneskers liv og helbred i Grønland” fra forsknings- og udviklingsprojektet Arktisk Aldring bor en del ældre mennesker med demens i egen bolig. Efterhånden som sygdommen skrider frem, bliver det dog nødvendigt med hjælp fra andre, og når sygdommen er meget fremskredent er det oftest nødvendigt for den demensramte person at flytte på pleje- eller demenshjem.
Undersøgelser viser, at der er stor forskel på personalets viden om demens og om omsorg målrettet demensramte mennesker med forskellige typer af demens på de forskellige ældreinstitutioner.
- Derfor er der også forskel på, hvor specialiseret en pleje demensramte får. På demensafdelinger med stor medarbejderudskiftning når medarbejderne ikke at få erfaring fra området. Dette afspejler sig også i de pårørendes oplevelse af, hvordan deres demensramte familiemedlem har det på pleje- og demenshjem, konkluderer rapporten.
Anbefaling
Rapporten anbefaler, at der skal være større fokus på demenssygdomme i Grønland.
- Der mangler også demenskoordinatorer, som både pårørende og personale kan kontakte. En central demensbank og sparringspartner ville kunne oplyse, informere og sparre og ikke mindst holde overblik over, hvilke ressourcer de enkelte kommuner har til rådighed angående demens, lyder anbefalingen.