LOVFORSLAG
Kampen mod gæld til det offentlige skærpes
Inatsisartut skal i dag førstebehandle et lovforslag, som har til formål, at modernisere og effektivisere evnen til at inddrive borgernes gæld til det offentlige.
Inddrivelsen af gæld til det offentlige skal være mere effektivt, hvilket et lovforslag lægger op til og som skal behandles i dag, tirsdag, i Inatsisartut.
Fotograf: Leiff Josefsen
OBS: Punktet blev taget af dagsordenen i dag tirsdag og udskudt til et andet tidspunkt, red.
Af et forelæggelsesnotat, som naalakkersuisoq for Finans og Skatter Erik Jensen i dag vil fremlægge i Inatsisartut, fremgår det, at Naalakkersuisut ønsker at forbedre og styrke inddrivelsen af gæld til det offentlige via et nyt lovforslag.
Lovforslaget indeholder en lang række nye tiltag.
Gæld, der i dag skal inddrives af kredsretterne, skal fremadrettet inddrives af skatteforvaltningen.
- Med disse ændringer vil skatteforvaltningen få forbedrede værktøjer til at handle mere effektivt og konsekvent, fremgår det af forelæggelsesnotatet fra Erik Jensen, der tilføjer:
- Forslaget inkluderer også en udvidelse af indtrædelsesretten, så indtræden kan ske i andre udbetalinger end overskydende skatter. Dette vil give det offentlige større fleksibilitet og mulighed for at håndtere forskellige typer af restancer på en mere effektiv måde.
Bagatelgrænse indføres
Det er også planen, at der indføres en bagatelgrænse for små gældsposter, så disse restfordringer flyttes fra de årlige finanslove til den faste lovgivning, så der “sikres en mere stabil og gennemskuelig ramme”, som det bliver formuleret af naalakkesuisoq.
Lovforslaget lægger også op til, at man for visse skrivelser fjerner et underskriftskrav.
- Dette vil frigive ressourcer i skatteforvaltningen og give mulighed for at fokusere mere på borgervejledning uden at gå på kompromis med retssikkerheden, vil det lyde fra Erik Jensen på Inatsisartut-talerstolen senere i dag.
Bemærkningerne til lovforslaget kan læses i sin helhed via dette link.