Kalistat Lund: De mest klimaudsatte skal høres og kompenseres gennem klimafinansiering
Under Green Overseas Climate Finance Forum i Bruxelles var Naalakkersuisoq Kalistat Lund blandt hovedtalerne. Hans tale handlede om dilemmaet om lande, der mangler adgang til klimafinansiering selvom de oplever klimakonsekvenserne på tætteste hold.
Foto: Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Green Overseas Climate Finance Forum, som fandt sted i Bruxelles d. 7.-11. oktober, omhandler adgangen til klimafinansiering for EU og Storbritanniens oversøiske lande og territorier. I de årlige klimaforhandlinger under Klimakonventionen opdeles deltagerlandene i ”industrialiserede lande” og ”udviklingslande”.
Det er en opdeling, som ikke tager højde for lande som Grønland – og Oprindelige Folk fra hele verden – der falder uden for de etablerede kategorier i klimaforhandlingerne, særligt når det gælder klimafinansiering.
Tale om fællestræk
I sin tale tog Naalakkersuisoq Kalistat Lund udgangspunkt i dilemmaet om, at vi i Grønland – og i de andre deltagende lande – mærker konsekvenserne af klimaforandringerne hver eneste dag, mens vi på den anden side ikke har samme adgang til klimafinansiering grundet vores historie.
Naalakkersuisoq Kalistat Lund udtrykte i sin tale, at det er på tide, at der etableres mekanismer for klimafinansiering for de lande, som falder uden for de etablerede kategorier i klimaforhandlingerne.
- Landene, der deltager i Green Overseas Climate Finance Forum, har meget til fælles. I min tale talte jeg om vores fællestræk og udtrykte et håb om, at vi sammen kan skabe en fælles stemme, der kan vokse sig stærk og kraftfuld, så den ikke ignoreres internationalt.
- Der kan kun ske en lige og retfærdig omstilling og opbygning af modstandsdygtige samfund ved ligeværdighed og retfærdighed. Derfor skal vi sammen insistere på, at vi bliver kompenseret for konsekvenserne af klimaforandringerne. Til gavn for dem klimaforandringerne påvirker hver eneste dag – nemlig vores befolkninger, siger Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund.