KAIR inviterer til åbent hus i ny terminalbygning
Den 28. april vil alle interesserede kunne opleve den nye terminalbygning i Nuuk, før den endeligt bliver taget i brug den 17. juni.
Byggeriet af terminalbygningen i Nuuk Lufthavn er ved at være færdig.
Illustration: Kalaallit Airports
Det skal fejres, at det store lufthavnsbyggeri i Nuuk kan markere endnu en milepæl.
Selv om terminalen ikke er helt færdig den 28. april, så er der tale om en egentlig “åbningsfest”, som borgerne kan deltage i, lyder det fra Kalaallit Airports.
- Vi markerer åbningen af den nye terminal med et åbent hus-arrangemen,t før vi er helt færdige. Det gør vi blandt andet fordi, vi så kan invitere folk rundt i hele bygningen og lade dem se alle dele af lufthavnen. Når først terminalen bliver taget i brug, er dette ikke længere muligt, udtaler den administrerende direktør i Kalaallit Airports Jens Lauridsen i en pressemeddelelse, hvor han tilføjer:
- Vi er utroligt stolte og glade for denne markante og vigtige milepæl, ikke kun for os, men for hele Grønland. Vi kan ikke vente med at vise terminalen frem og håber, at mange vil komme og fejre dagen med os.
Åbningstaler
Arrangementet starter klokken 12.00 med åbningstaler af Formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede, borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Avaaraq Olsen og bestyrelsesformanden for Kalaallit Airports Kjeld Zacho Jørgensen, hvorefter de interesserede kan begive sig rundt i terminalbygningen indtil arrangementet slutter klokken 16.00.
Det oplyses, at der vil blive serveret kaffe og kage samtidig med, at man kan få besvaret spørgsmål.
Det er entreprenørvirksomheden MT Højgaard, der har stået for byggeriet af den nye terminalbygning. Den nye atlantlufthavn vil stå endeligt klar den 28. november.