Jurastuderendes forening: Der skal være kandidat-uddannelse i Nuuk

Lars Jørgen Kleist står som ny bestyrelsesformand i spidsen for at indfri de jurastuderendes ønske om billigere bøger og muligheden for at læse en kandidat.

Jurabøger er meget dyre, og det kan give en stor udfordring, når man er studerende, mener formanden for IP.
Offentliggjort

I forbindelse med generalforsamlingen i de jurastuderendes forening IP mandag er Lars Jørgen Kleist udpeget som bestyrelsesformand.

Det oplyser IP i en pressemeddelelse.

Sammen med resten af den nyvalgte bestyrelse vil han først og fremmest arbejde for, at Ilisimatusarfik, som i dag kun tilbyder en bacheloruddannelse i jura, i fremtiden også skal give mulighed for at læse en kandidat.

Det er foreningens primære mål - og opbakningen lader til at være der.

-Vi er i foreningen meget glade for, at Ilisimatusarfik også arbejder på, at kandidatuddannelsen kan blive en realitet. Det fremgår af et jobopslag, at man forsøger at ansætte en ny adjunkt/lektor, der blandt andet skal arbejde for realisering af en kandidatuddannelse for jurastuderende, siger Lars Jørgen Kleist.

Dyre jurabøger

De jurastuderendes forening finder det vigtigt, at kandidatuddannelsen kan tilbydes her i landet, fordi de jurastuderende i så fald vil blive undervist i de gældende grønlandske love i modsætning til kandidatuddannelsen i Danmark, hvor de grønlandske studerende lærer om dansk lovgivning.

Foruden kandidatuddannelsen er billigere jurabøger et vigtigt mål.

- Vi har erfaring med, at vores jurabøger er meget dyre, og det kan give en stor udfordring når man er studerende, siger formanden, som forklarer, at bestyrelsen blandt andet vil undersøge, om man kan få støtte gennem fond-i eller via andre støttemuligheder.

Der er i øjeblikket lige knap 50 studerende tilknyttet jurastudiet ved Ilisimatusarfik.

Powered by Labrador CMS