Julejubilæum: Jul i Omaha, Nebraska

Jeg var på sommerferie i Nuuk den sommer, da jeg fik besked på at der var fundet en familie, som jeg skulle bo hos i et år. Jeg var 16 år gammel, havde boet i Danmark nogle år, da beskeden kom. En måneds tid senere stod jeg i Københavns lufthavn med en meget bekymret mor, som skulle sende sin søn ud på den lange rejse i et helt år. Jeg vinkede fra trappen fuld af eventyrlyst og ungdommeligt hovmod, som ikke tog meget hensyn til en grædende mor. Jeg havde ikke andet i hovedet end at komme afsted: Hello world, her kommer jeg.

Dengang var udvekslingerne hovedsagelig til USA. Jeg tror, vi var fire-fem personer fra Grønland, der skulle afsted. Senere er mange, mange flere taget afsted herfra til forskellige hjørner af verden.

American Field Service

I USA var AFS-organisationen vært for flere tusinde udvekslingsstudenter det år. Vi kom fra alle verdenshjørner, fra over 70 forskellige lande og blev indkvarteret på Columbia Universitets campus i New York. Som dagene gik, afgik busser med unge mennesker mod de stater, som de hver især skulle opholde sig i.

AFS står for American Field Service. Det var oprindelig en frivillig, amerikansk ambulancetjeneste under første verdenskrig, som efter krigen ville fremme interkulturel forståelse. Den store vision var, og er stadig, at vi kan undgå krige, hvis vi kender hinanden bedre.

Efter et par dage var det min tur til at stige ind i en greyhound-bus sammen med dem, der også skulle til Midtvesten. Så afsted med kurs mod Omaha, Nebraska, som ligger så meget i midten af USA, som man kan komme. Det var en køretur på et par døgn.

I Omaha stod min værtsfamilie og tog imod mig. Jeg kan ikke huske detaljerne, men når jeg tænker tilbage, må det have vakt en vis opsigt, at der kom en langhåret gut (meget langhåret) med træsko, som straks tændte sin pibe og sendte røg ud med den sødelige duft af Mac Barens Mixture.

Jeg husker kun, at jeg blev modtaget af familien Meyer med åbne arme, med nysgerrighed og fuld accept af den, jeg nu var – en ung mand med en helt anden baggrund, end den der herskede derude på prærien.

Nebraska er en stor, flad stat, som i folkemunde beskrives som så flad, at man kan se fra den ene ende af staten til den anden. Det er knapt 700 kilometer. De store vidder uden for byerne er gigantiske majsmarker, som står i snorlige rækker så langt øjet rækker.

Hovedstaden hedder Lincoln, familien boede i Bellevue, en forstad til den største by Omaha.

Bellevue

Sharon var hjemmegående og på sin vis familiens overhoved. Hun var tømrer og arkitekt, så huset var hele tiden under ombygning. Hun var en lille, tæt kvinde, i hvert fald i forhold til sin mand, Ed, som var en ordentlig kleppert. De havde datteren Kimryn og sønnen Eddie, som var henholdsvis fem og tre år.

Jeg havde et stort værelse og fik ofte besøg af Eddie, som var meget optaget af min pibe. ”Where is the pibe?” var hans faste indgangsreplik.

Jeg fyldte 17 i slutningen af august, samtidig med starten på efterårssemesteret på ”Bellevue Sr. High” med 3.000 elever på tre klassetrin, 10.-12. klasse.

Vi boede i nærheden af skolen, så jeg traskede frem og tilbage hver dag, som en af de få elever, der gik. De fleste havde en bil og kørte selv, så parkeringspladsen foran skolen var stor som ved et indkøbscenter. Når jeg kom gående i mine træsko med piben i munden, var der mange, der rullede vinduerne ned og råbte efter mig. Jeg stiftede også bekendtskab med begrebet ”mooning” – en bil kommer kørende forbi, en af passagererne ruller vinduet ned og stikker sin bare røv ud, hvorefter der lyder jubel fra bilens øvrige passagerer, mens bilen gasser op.

Ritualer

En del af oplevelsen i mødet med den amerikanske kultur var at stifte bekendtskab med ukendte helligdage og begivenheder.

Halloween, alle helgeners aften, fejrede vi hos familien Meyer med føn og klem. Der blev rusket op i mit lange hår, som fik tilsat mel, på med hugtænder og så ud og skræmme folk fra vid og sans. Det er en tradition, der siden har gjort sin indmarch herhjemme.

Oprindelig var det en markering af overgangen fra sommer til vinter og samtidig en mindedag for afdøde venner og slægtninge.

Aftenen bærer præg af kostumer, der relaterer til død. Traditionen med at udskære græskar til lanterner er for at give lys til den mørke aften og er samtidig forbundet med frugtbarhed og genfødsel.

Alt det slik, der i dag konsumeres, er en relativt ny opfindelse, som menes at være opfundet af amerikanske slikfabrikanter.

”Thanksgiving” (taksigelse) er en national helligdag, som fejrer en veloverstået høst samtidig med, at der vises taknemmelighed over Guds velsignelser. Det er den sidste torsdag i november, hvor familien samles om et traditionelt måltid bestående af en fyldt kalkun med tranebærsauce, kartoffelmos og en hel masse andet. Familien, jeg boede hos, var religiøse og hvert aftenmåltid startede med en bordbøn, hvor der blev takket for maden, der blev sat på bordet.

Dagen efter Thanksgiving er så ”Black Friday”, som vi jo også har stiftet bekendtskab med. Forbruget skal have en ordentlig en over nakken.

Jeg kan godt lide den korte, taksigelse før et måltid, men den store forbrugsfest står ikke højt på min liste.

Roterende juletræ

Den 24. december 1974 gik vi i kirke. Jeg har et besynderligt minde, som var at Sharon insisterede på at vi skulle synge en dansk julesalme. Den øvede vi os på i god tid, og som jeg husker optrinnet, blev vi undervejs i gudstjenesten blev kaldt frem for at fremmane den indstuderede salme. Jeg har glemt eller fortrængt, hvad vi sang, men har en nagende fornemmelse af, at det lød ad helvede til, samtidig med, at der blev sunget med, hvad man med god vilje kan kalde vidt forskellige og fremmedartede udtaletræk. Jeg mindes det med rædsel.

Om aftenen var der en middag, som ifølge min amerikanske søster blev ledsaget af, hvad der må være risalamande. Kimryn har skrevet, at hun mener den dessert var på bordet første gang i forbindelse med, at jeg holdt jul sammen med dem. Siden er det fortsat en tradition i hendes familie.

Om morgenen den 25. var der ild i pejsen, julesokkerne hang med små gaver og slik, men det mest mirakuløse var, at plasticjuletræet var monteret på en fod, som både spillede julesange og drejede rundt. Både juletræet og foden var som at bevidne et teknologisk fremskridt, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig eksistensen af.

I dag er det blot at trække på skuldrene over, at jeg syntes, det var så vildt. Men sådan er det at tænke tilbage på den aften for 50 år siden.

Jeg har besøgt mine ”amerikanske forældre” et par gange og også mødt en efternøler af en søn, John, som dukkede op mange år efter jeg boede hos familien Meyer på Orchard Drive i Bellevue, Nebraska. Og selvom jeg er for gammel til at tro på julemanden, så vil jeg ønske mig en tur til USA et af de nærmeste år for at besøge, hvad der er tilbage af min amerikanske familie.

Glædelig jul.