Journalistuddannelsen bliver evalueret
Ilisimatusarfik har for nylig taget et vigtigt skridt for at forbedre journalistuddannelsen. Det skriver Ilisimatusarfik på sin hjemmeside.
Leiff Josefsen
Hvordan bliver journalistuddannelsen bedre?
Ilisimatusarfik er i gang med en evaluering for at undersøge, hvordan de bedst kan opdatere og styrke uddannelsen for at imødekomme de skiftende behov og krav i samfundet.
- Evalueringen er en vigtig del af vores løbende bestræbelser på at sikre, at vi leverer en journalistuddannelse af højeste kvalitet, der udruster vores studerende med de nødvendige færdigheder og viden til deres fremtidige karrierer, skriver Ilisimatusarfik på sin hjemmeside.
Manglen på studerende i årevis
Afdelingen for journalistik har gennem flere år forsøgt med kampagner og pjecer for at tiltrække flere studerende. Alligevel halter det med at få en større ansøgerskare til bacheloruddannelsen. Fra 2019 til 2023 er 11 bachelorer blevet færdiguddannede.
- Problemerne med at tiltrække journalister til nyhedsredaktionerne bunder blandt andet i, at mange af de færdiguddannede journalister søger andre karriereveje, fortalte Naja Paulsen, afdelingsleder på afdeling for journalistik på Ilisimatusarfik til Sermitsiaq sidste år.
Ilisimatusarfik vil derfor arbejde for at sikre uddannelsen:
- Vores mål er klart: at sikre, at vores journalistuddannelse forbliver både relevant og ressourcestærk i en verden, der konstant udvikler sig - og at vi fortsat kan uddanne de næste generationer af dygtige og indflydelsesrige journalister.
Ilisimatusarfik oplyser, at de glæder sig til at dele resultaterne af evalueringen med befolkningen, når den er afsluttet.