Jens-Frederik: Vigtigt at vi ikke går i panik

Formanden for Demokraatit, der også med meget stor sandsynlighed bliver formand for Naalakkersuisut efter koalitionsforhandlingerne, opfordrer befolkningen til at slå koldt vand i blodet: - Det er rigtigt, at vi endnu ikke har et beslutningsdygtig Naalakkersuisut, men vi skal også huske på, at partierne i Grønland står i fælles front i forhold til presset fra USA, så helt handlingslammet er vi ikke, siger han til Sermitsiaq.

Jens Frederik Nielsen
- Vi fortsætter med at skynde os langsomt i koalitionsforhandlingerne. Det er vigtigere at skabe en solid grundlag for samarbejde i det kommende koalition end at vi lader os påvirke af udefrakommende pres, siger formanden for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen.
Offentliggjort

Jens-Frederik Nielsen (D), som er formand for Demokraatit, og med stor sandsynlighed også bliver formand for det kommende Naalakkersuisut, maner nu til ro:

- Det er rigtigt, at vi endnu ikke har et beslutningsdygtigt Naalakkersuisut, men det er vigtigt, at vi ikke går i panik, alene på grund af udefrakommende pres, for vi ved, at hurtige og paniske handlinger kan svække mere, end det gavner, siger Jens-Frederik Nielsen og fortsætter:

- Derfor er jeg opsat på, at vi bruger den tid, vi har behov for for at nå frem til en solid og holdbar politisk aftale, og som bekendt har vi 45 dage til rådighed til forhandlingerne.

Jens-Frederik Nielsen gentager sit ønske om en bred koalition, og han understreger, at forhandlingerne med samtlige partier stadig er i gang.

Ren og skær charmeoffensiv

Jens-Frederik Nielsen tillægger ikke det kommende amerikanske besøg andet end en charmeoffensiv:

- Det forhold, at amerikanerne godt ved, at vi står i en forhandlingssituation, og at vi endnu ikke har overstået kommunalvalget, men at de alligevel benytter mulighed for at komme til Grønland, viser endnu engang mangel på respekt for den grønlandske befolkning, understreger Jens-Frederik Nielsen og fortsætter:

- Men besøget, der siges at være "privat", er ren og skær charmeoffensiv, og hvis vi lader os påvirke af det, eksempelvis ved at haste en ny koalitionsdannelse, kan vi blive endnu mere sårbare i forhold til presset. Så lad os slå koldt vand i blodet og fastholde vores fælles mål om at vise omverdenen, at vores land ikke er en handelsvare, og at vi har suveræniteten over landet, som skal respekteres, og ingen kan tage fra os.

Powered by Labrador CMS