KOALITIONSDANNELSE 2025

Jens-Frederik: Grønland er vores og det skal respekteres

Demokraatits formand, Jens-Frederik Nielsen er helt klar i mælet om det udefrakommende pres: - Ved at vi nu danner en bred koalition, vil vi sikre, at ingen i verden skal være i tvivl om at Grønland står samlet, siger den kommende formand for Naalakkersuisut.

Fire partiformænd, nemlig Jens-Frederik Nielsen (D), Múte Bourup Egede (IA), Vivian Motzfeldt (S) og Aqqalu C. Jerimiassen (A) forud for underskriftsceremonien, som foregik fredag formiddag i Katuaq.
Offentliggjort

Den kommende koalition fastholder sammenholdet i forhold til presset fra USA på tværs af partierne. Nemlig at Grønland ikke er til salg, og at Grønland ikke har noget ønske om at blive en del af USA.

- Kalaallit (grønlændere) i deres eget land skal respekteres, især af allierede og venner. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi, så snart vi går igang, iværksætter dialog med vores allierede og venner, her i sær USA.

- Vi ønsker, at Grønlands samarbejdsrelationer fortsætter, men det skal ske på vores betingelser, og det er den nye koalition meget opsat på.

Forhandlinger med Danmark skal iværksættes

I koalitionsaftalen er det stadfæstet, at koalitionen ønsker at iværksætte forhandlinger med Danmark:

- Straks efter den konstituerende samling i Inatsisartut vil Naalakkersuisut indlede forhandlinger med den danske stat med henblik på at skabe fornyede og moderne rammer for det fremtidige samarbejde. Status quo er ikke en mulighed.

Hvilken fremtid er vi på vej henimod?

- Et mere ligeværdigt samarbejde, som mere end nu skal komme til gavn for det grønlandske samfund, og som sikrer, at vi ikke blot er et samfund, der følger efter danske forhold, men som i ligeværdighedens ånd, kan stille op og føre an i forhold, der vedrører Grønland. 

Den kommende formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, understreger også, at de godt er klar over udfordringer, der kommer i forbindelse med arbejdet for målet, men at partierne, der nu har indgået koalitionsaftale, alle er klar til opgaven.

Stabil koalition skal lede landet de kommende fire år

Adspurgt om hvorvidt Jens-Frederik Nielsen har vægtet og vejet, hvor holdbar den nye koalition er, svarer han:

- Vi har afsluttet en meget intens og seriøs forhandling, og jeg er sikker på, at vi er nået til et punkt, hvor koalitionen nu kan cementere holdbarhed, og det stoler jeg helhjertet på. For vores samarbejde vil bero sig på gensidig tillid og respekt.

- Vi kender alle godt de store udfordringer, vi står overfor, og vi står samlet i forhold til det pres, vi bliver udsat for, og det sidstnævnte forhold har en meget stor og central placering, for sammenhold og fælleskab er bydende nødvendigt nu og fremover, understreger den kommende formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, til Sermitsiaq.

Lover større dialog med befolkningen

Ser man på de sociale medier, er det meget bemærkelsesværdigt, at der er borgere i landet, som konsekvent signalerer overfor Donald Trump og amerikanerne, at de gerne må overtage Grønland.

Og det svarer ikke til det fælles fodslag partierne hele vejen har stået sammen om, nemlig beskyttelsen af landet og dets befolkning. Derfor spurgte vi den kommende formand for Naalakkersuisut, om hvordan de vil sikre fælles fodslag, også med borgerne i landet:

- Det er meget vigtigt, at borgerne er inddraget i vores arbejde. Vi er godt klar over, at det ikke har været muligt i den seneste tid, da der var gang i koalitionsforhandlingerne og mens der var forretnings-Naalakkersuisut, men vi har hele vejen sørget for vores fælles budskab, men det er en kendsgerning at vores land ikke kan udvikles, hvis borgerne ikke i tilstrækkelig grad er inkluderet.

- Så det er en meget vigtig opgave, som vi også vil prioritere, nemlig dialogen med borgerne overalt i landet, og det arbejde skal nu iværksættes, understreger Jens-Frederik Nielsen overfor Sermitiaq.

Powered by Labrador CMS