Jens-Erik Kirkegaard siger farvel til politik
Den tidligere naalakkersuisoq for råstoffer genopstiller ikke til valget til Inatsisartut
Rettet mandag 6.14: Jens-Erik Kirkegaard stillede i 2014 ikke op som formand for Siumut, således som det fremgik af en tidligere version.
Efter fem år siger Siumut-politikeren Jens-Erik Kirkegaard farvel til politik. Det skriver han i et opslag på facebook.
- Tak vil jeg også gerne sige her, til min kone, familie og mange andre, for at jeg som folkevalgt har haft mulighed for at tjene samfundet. Nu vil jeg bruge min tid på min familie og erhvervsliv.
- Jeg genopstiller ikke til Inatsisartut valget, skriver han.
Samfundsdebattør
Jens-Erik Kirkegaard gjorde sig i tiden forud for valget i 2013 bemærket som debattør og samfundskritiker især på råstofområdet. Blandet andet bragte han spørgsmålet om royalties for udvinding af råstoffer på bane.
Den daværende ledelse i Siumut, med Aleqa Hammond som formand, så hurtigt potentialet i den markante debattør. De fik ham ind i partiet og han blev opstillet ved valget i 2013. Det var ikke mindst Jens-Erik Kirkegaards forslag om royalties, som Aleqa Hammond benyttede som skyts mod det IA-ledede Naalakkersuisut under Kuupik Kleist.
Trak sig efter skandale
Efter valget blev Jens-Erik Kirkegaard udnævnt til naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer, og kunne i den funktion føre forslaget om royalties ud i livet.
Jens-Erik Kirkegaard brød dog med Aleqa Hammond, da sagen om hendes misbrug af offentlige midler til private formål kom frem i efteråret 2014. Han trak sig fra posten som naalakkersuisoq og var således medvirkende til, at Aleqa Hammond måtte trække sig som formand for Naalakkersuisut og formand for Siumut.
Vælgerne takkede ham ikke for opgøret med Aleqa Hammond. Ved valget i 2014 blev han ikke valgt ind. Han kom dog efter regeringsdannelsen ind som suppleant.
Jens-Erik Kirkegaard stillede op ved folketingsvalget i 2015. Her blev han nummer to blandt Siumuts kandidater med 1.467 stemmer mod 3.759 til Aleqa Hammond.