Jeg føler mig hjemme her

- Jeg elsker at lave mad!

Udsagnet kommer allersidst i interviewet, en fredag eftermiddag, hvor weekenden banker på. Båndoptageren er slukket, og fotografen står allerede med støvler på ude i entreen i det rummelige blå hus i Myggedalen, hvor USA's konsul, Monica S. Bland, bor.

Som for at understrege udsagnet breder der sig en duft af moskusoksebryst, der har simret med hvidløg og krydderier i flere timer, da hun beredvilligt åbner ovnen og trækker bradepanden ud, så vi kan smage.

- Det skal bruges til en middag i morgen, hvor jeg laver moskusokse-sandwiches. Så vi skal have lidt af USA og lidt af Grønland, fortæller Monica S. Bland.

Hvis ellers vores kalendere havde kunnet mødtes, ville denne artikel udkomme på hendes fødselsdag, onsdag i sidste uge, hvor hun fyldte 46 år.

- Det ville have været ”awesome” (fantastisk, red.), siger Monica S. Bland og tilføjer med et glimt i øjet: ”men det er ok.”

USA's konsul i Nuuk er altså årgang 1978. Hun kom til verden i Norfolk, i den nordøstlige del af Nebraska, staten, der ligger midt i USA og nærmest er indbegrebet af amerikanernes ”Midwest” (Midtvesten, red.). Ifølge Monica S. Bland er hendes fødeby en lille by med et indbyggertal omtrent som Nuuk i dag: Da hun blev født, var der 22.000, og i dag er der omkring 25.000 indbyggere i byen.

- Så den er ikke vokset med samme hast som Nuuk, fastslår hun, der under sin jobsamtale til konsulatet i Grønland blev spurgt, om hun ”var ok med at bo i en lille by som Nuuk?” – fordi den er en af de mindste steder, hvor USA har diplomatiske repræsentationer.

- Jeg svarede, at jeg er fra en lille by, så det var fint, fortæller Monica S. Bland og beretter om sin opvækst, at den var atypisk for en amerikaner i den forstand, at hun og familien ikke flyttede rundt i USA.

I stedet forblev familien i Norfolk på de 1,5 hektar land med et lille hus, som Monica S. Blands forældre, Tom og Carol, købte, da de blev gift i 1967.

Mindet om forældrene får midlertidigt følelserne til at vælte frem og bremser ordene, der var på vej.

- Undskyld. Min far døde for nylig, forklarer hun.

Men indikerer så, at det er ok for hende at fortælle videre om sin familie, som hun tydeligvis er tæt knyttet til. Hun er lillesøster til Michelle, og storesøster til to brødre, Marty og Matt.

Søskendeflokken holdt sammen som børn, men kæmpede også indbyrdes kampe. For eksempel da småbrødrene byggede et legehus i haven. Sådan et ville søstrene også have.

- Så vi havde rivaliserende legehuse. I haven var der morbærtræer, og vi søstre erklærede, at drengene ikke kunne plukke bær fra bestemte træer. Men efter det havde stået på i nogle uger, besluttede vi at indgå en fredsaftale. Det var min første diplomatiske handling: ”Morbærtræ-våbenhvilen,” smiler Monica S. Bland.

Lidt atypisk

Da hun var tre år gammel, byggede forældrene et nyt hus på samme grund i Norfolk.

Derfor havde Monica S. Bland kun flyttet én enkelt gang i sit liv, inden hun forlod Norfolk for at begynde på Bethany College i Lindsborg, Kansas, hvor hun tog sin bachelorgrad. Kandidatgraden (Master of Science in Foreign Service) fik hun fra Georgetown University, der ligger i Washington D.C.

- Det er lidt atypisk. En del af mig kan ikke forestille sig at have børn med mit (nuværende professionelle, red.) liv, fordi jeg selv er vokset op det samme sted, siger Monica S. Bland med henvisning til, at hendes professionelle karriere i udenrigstjenesten har ført hende vidt omkring i verden: Fra Rusland (hvor hun gjorde tjeneste i USA's Peace Corps) til Mellemøsten (Tel Aviv) og Østeuropa (Hviderusland, Ukraine, Bosnien-Herzegovinia og Kosovo). Alle steder i perioder af relativt få år, som det typisk er tilfældet for embedsmænd i udenrigstjenester.

På spørgsmålet om hendes civilstatus, lyder svaret:

- Det er bare mig. Jeg joker med, at jeg kan knap holde mig selv – og nogle enkelte planter – i live… Så.. du ved, siger Monica S. Bland og fortæller leende om sin favorit-anekdote om det at finde en ægtemand:

- Det var, da jeg var i Bosnien og tog en taxa en aften. Taxachaufføren spurgte, om jeg var gift og jeg sagde ”nej, du ved, jeg venter på den perfekte mand.” Så sagde han: ”Du skulle tage at gifte dig med en bosnisk mand. Vi er de bedste mænd i verden.” Og jeg sagde, ”ok, hvorfor?” hvorefter han gav nogle eksempler. Så sagde jeg: ”Jeg tror, en amerikansk kvinde leder efter noget lidt andet, som for eksempel en mand der kan lave mad, gøre rent og vaske sine egne sokker.” Derefter sagde han: ”Du vil ikke kunne finde sådan et fjols her!,” griner Monica S. Bland og konstaterer:

- Så jeg leder stadig efter den perfekte ægtemand.

En heldig konsul

Det synes som om Monica S. Bland trives med livet i Grønland og hovedstaden efter omkring 15 måneders ophold.

- Det er interessant. Andre steder i verden, hvor jeg har haft arbejdsopgaver, har jeg haft en nærmest kløende følelse af, at ”jeg bliver nødt til at komme væk.” Den følelse har jeg ikke haft her, siger hun og fortsætter:

- Jeg er meget lykkelig her. Ja, det er dejligt at tage afsted, men jeg har aldrig følt nødvendigheden af at komme væk her. Hvilket var noget, jeg var bekymret for, for det kan jo være svært at komme ud af landet. For man risikerer jo at strande.

Ikke at hun selv har prøvet at blive forsinket nævneværdigt af hverken teknik eller vejr, skynder Monica S. Bland sig at understrege. Faktisk har den længste forsinkelse, hun har haft, kun været på tre timer, ud af alle sine rejser ind og ud af - og rundt i - Grønland.

Vi bliver enige om, at hun må være født under en heldig stjerne.

Første gang hun var i Ilulissat – til ICCs konference sidste år – var der ellers massive forsinkelser. Men ikke for hende, for hvem det gjorde stort indtryk at se hvor store isklumper, Ilulissat Isfjord spytter ud, ikke mindst sammenlignet med dem i Nuuk Fjord, som hun ellers var ret betaget af.

Foreløbig har Monica S. Bland besøgt Ilulissat i nord, Kulusuk i øst og vandret i Sydgrønland, hvor hun har lagt vejen forbi Narsarsuaq, Narsaq og Qaqortoq.

- Jeg vil gerne til Nanortalik, for navnets betydning lyder så kært og romantisk i mine ører, ”stedet hvor isbjørne bor,” siger Monica S. Bland.

- Det er vel også en del af missionen her, at du skal rejse rundt i landet?

- Ja. Værdien af at have et konsulat her i Nuuk er, at vi kan rejse lettere rundt i Grønland, end hvis vi var i København. Men også at vi virkelig kan få at vide, hvad der sker og prøve at få en bedre forståelse for grønlændere, og hvad de tænker på. Hvilket er meget svært at gøre fra København, siger Monica S. Bland og tilføjer, at det også er vigtigt med lokalt ansatte på konsulatet, der kan ”give os indsigt i forskellige kulturelle og politiske ting.”

- Jeg tror, at man har et meget forskelligt perspektiv, når man sidder her i forhold til at sidde i Danmark, siger hun.

- Det hjælper os til at lave bedre politik, og bedre forklare Washington, hvad der egentlig sker her, siger Monica S. Bland.

Igaliku var cool

Konsulen planlægger også et besøg på Pituffik Space Base, inden hendes to-årige periode i Nuuk udløber.

Det vil i så fald være anden gang, Monica S. Bland besøger basen, og hendes grønlandske karrierecirkel vil for alvor blive sluttet: For 20 år siden var hun nemlig praktikant i Den Amerikanske Ambassade i København.

Det var i sommeren 2003, hvor USA forhandlede med Danmark om at opgradere Thuleradaren, og Grønland ønskede sig en større rolle i forhandlingerne og at få noget mere konkret ud af at lægge jord og fjeld til militærbasen i nord.

- Min opgave var at finde ud af alt det, som USA gjorde i Grønland eller kunne gøre med Grønland. Vi lavede en liste over forskellige ting, hvilket ikke var så nemt dengang, for der var ikke så meget internet som i dag og heller ingen koordinerende mekanisme i den amerikanske regering på det tidspunkt om Grønland, siger Monica S. Bland og fortæller, at meget af det handlede om forskning og videnskab, som var og stadig er en vigtig del af forholdet i dag.

- På et tidspunkt sagde min chef: Vi burde sende dig op til Thule. Vi har den her månedlige flyafgang. Så jeg fløj derop, gik rundt en times tid og fløj derefter tilbage, husker Monica S. Bland.

Om efteråret, da Igaliku-aftalen blev underskrevet, og det efterhånden ikoniske billede af de tre landes udenrigsministre (Josef Motzfeldt fra Grønland i midten flankeret af USA's Colin Powell fra USA og danskernes Per Stig Møller) cirklede verden rundt, skrev hendes dav. chef til hende og sagde: ”Se her – det er del af, hvad du gjorde.”

- Det var en ”pretty cool experience,” siger hun og tilføjer så beskedent om sin egen rolle:

- Jeg var i måske med til at lægge nogle trædesten på vejen hen til Igaliku-aftalen.

Grønland og Nebraska

Monica S. Blands hjemstat, Nebraska, er både lig og ulig Grønland.

Landskabet er vidt forskelligt. Vintrene er kolde begge steder, mens de menneskelige relationer er varme, ifølge konsulen.

- Det jeg fortæller grønlændere om Nebraska er, at vi ikke har fjorde og fjelde, men marker så langt øjet rækker, siger hun.

Der har været svært at vide, hvad hun kunne forvente sig af livet her, fordi der ikke er voldsom meget information om livet i dagens Grønland i USA.

- Det føles derfor, som om det bør være meget eksotisk. Så jeg har haft det sådan lidt: Åh, det er faktisk meget normalt, siger Monica S. Bland.

Hun forestillede sig ikke nødvendigvis, at grønlændere ville så udadvendte.

- Alle steder er folk varme, og de er glade over at fortælle, hvad der er vigtigt for dem. Hvilket er vigtigt for mit job: At jeg finder ud af, hvad der rører sig i folk, siger Monica S. Bland.

Stor var hendes glæde også, da hun oplevede, hvordan man i Kangerlussuaq har for vane lige at hilse med pegefingeren, når man møder en modkørende.

- Det er nøjagtig det samme som i Norfolk, faktisk i hele Nebraska, især ude på landet. Så det var som at være hjemme, siger Monica S. Bland.