KONG FREDERIK TILBAGE I QAANAAQ EFTER 20 år

– Jeg er meget berørt af det

Kongeparrets andet stop på deres tur rundt i Grønland var i Qaanaaq, hvor de fik en overvældende velkomst.

Det var en tydeligt rørt og glad Kong Frederik, der sammen med Dronning Mary landede i Qaanaaq tidligt på eftermiddagen lørdag den 29. juni. Kongeparret blev modtaget med blomster, flag og korsang fra flere borgere, der var kommet fra byen til lufthavnen.

Tidligere borgmester i Qaanaaq Jens Danielsen holdt en tale for kongeparret, hvor han understregede kongens tætte relation til Qaanaaq.

- Vi husker alle de gode dage endnu, og ligesom mange andre beboere heroppe, så er vi altid glade for at have jer her. Hans Majestæt, Kong Frederik, din måde at være på og hvordan du kan samle andre er din styrke. Vi er glade for at have dig her endnu engang.

Kong Frederik opholdt sig for mere end 20 år siden et par måneder i Qaanaaq som optakt til Ekspedition Sirius.

- Dengang, da I skulle til østkysten igennem mange kilometer, blev flere erhvervsfangere gode venner med dig. Nogle er stadig her, og nogle andre er desværre ikke iblandt os længere. Vi håber, at I kommer til at nyde jeres ophold og rejse i Grønland, og endnu engang, Kong Frederik den 10. og Dronning Mary, velkommen til Qaanaaq, sagde Jens Danielsen.

Skønt at være tilbage

Inde i Qaanaaq var der arrangeret kaffemik for Kongeparret i byens hal, der var propfyldt med spændte borgere. Mange voksne såvel som børn havde taget nationaldragt på, og der var god stemning med danseoptræden fra børn og unge. Kongeparret sad på slæden fra Ekspeditionen Sirius 2000 med en kop kaffe og overværede forestillingerne.

Efterfølgende var der en lang kø for at hilse på Kongen og Dronningen, som begge fik taget billede med nogle af Qaanaaqs yngste borgere. Inden afgang fik Kongeparret overrakt gaver i form af en hundeslædepisk til kongen og øreringe til dronningen.

Det er en fantastisk oplevelse at være tilbage i Qaanaaq efter 20 år, også sammen med min hustru Mary, som også var med for 20 år siden for første gang.

Kong Frederik

Kong Frederik var rørt over modtagelsen fra den by, som han har et specielt tilhørsforhold til.

- Det er en fantastisk oplevelse at være tilbage i Qaanaaq efter 20 år, også sammen med min hustru Mary, som også var med for 20 år siden for første gang. Der er mange ansigter, som jeg kan kende, og så er der jo mange, der er blevet født, siden jeg var her første og anden gang.

- Det er skønt at se folk her i byen, det er meget overvældende at være tilbage igen, og jeg er meget berørt af det, sagde Kong Frederik til pressen.

Kongeparret blev vinket afsted med danske, grønlandske og australske flag, inden turen gik videre til Aasiaat. Her blev de mødt af hundredevis af borgere, der fulgte Kongeparret til Kongeskibet Dannebrog, hvor de sammen med to af deres børn, Prins Vincent Minik og Prinsesse Josephine Ivalo, gik ombord. 

Powered by Labrador CMS