Jeg elsker at se folk blive glade

- Altså, det er mine endorfiner. Jeg elsker at samle folk og gøre dem glade.

Erla Vinther er kendt af mange som ildsjælen bag en lang række projekter. For eksempel Mindestenen for ulykken med gaseksplosionen i blok 5, der kostede elleve mennesker livet tilbage i 1970. Eller antimobbeforeningen ”Tamattaasa,” der blev stiftet i 2022 og som arbejder for trivsel og mod mobning i samfundet.

Men hun er også den hjælpende ånd, der kender vejen til at få løst en håbløs situation, som folk ender ud i. Der er mange, der har gjort brug af rådet ”spørg Erla” - alene i de sidste fire-fem år har Erla Vinther været involveret i omkring 70 personlige sager, der spænder lige fra fyringer, skilsmisser og overgreb til boligløshed.

- Det ligger i mig. Jeg gør ting af hjertet. Og jeg har skullet vænne mig til, at folk kommer og takker mig for det, fortæller Erla fra sin side af bordet i hjemmet i bydelen Nuussuaq, som hun deler med sin mand, Lars Vinther.

Parret har denne sommer fejret sølvbryllup og 30 år som kærester. De har fødselsdag nøjagtig samme dato, blot er Erla ni år og tre timer ældre end sin mand. Lars kom til Grønland som pizzabager og skulle bare være her i seks måneder. Men mødet med Erla forlængede opholdet.

- Første gang han friede, sagde jeg nej. Fordi han ikke spiste grønlandsk mad. Det begyndte han så på og friede igen efter et halvt år. Jeg sagde stadig nej, fordi han ikke spiste mattak. Da han så havde lært dét, sagde jeg ja, fortæller Erla med et grin.

Selv kom Erla til verden i Torshavn i 1960. Hendes far, Egil, var færing og bare 19 dage gammel kom hun med sin far og grønlandske mor, Regine, til Færingehavn/Nordáfar, hvor faren arbejdede som vagtmand. Her boede hun indtil skolestart, hvor familien flyttede til Nuuk. Da var hun otte år.

- Da jeg så alle de børn, ville jeg ikke starte i skolen, husker Erla, der jo var vant til meget færre mennesker omkring sig i Færingehavn.

- Om vinteren var der kun vores familie, og så Egon, Johanne og deres søn, Jens, siger hun.

Men hun startede i skolen i Nuuk, og vænnede sig til det. Dog var hun et år ældre end sine klassekammerater, og det prægede hende op gennem skoleårene.

- Jeg faldt til, men der var i mange perioder ubalance. Jeg kom for eksempel i puberteten før de andre piger, forklarer Erla.

Hun fortæller videre, at hun allerede som 13-årig fik sit første job. Det var som rejepiller i Nordáfar.

- Mine forældre har gjort mig til den, jeg er. Jeg skulle tjene mine egne penge. Så jeg pillede rejer for at spare op til min første knallert, siger Erla, der har kunnet fejre 50 år på arbejdsmarkedet uden en eneste ledig dag.

I lære hos borgmester

Som ung arbejdede hun også i Flemmings centermarked. Og hun var fast besluttet som 16-årig på at ville forlade folkeskolen. Drømmen var at blive modist, altså hattemager, fordi hun ville lave hatte til Dronning Ingrid.

Imidlertid var forældrene ikke specielt lune på tanken om, at deres førstefødte datter ikke længere skulle gå i skole.

- Mine forældre sagde strengt nej. Det gjorde mig ked af det. Jeg var i konflikt med mig selv og følte ikke, at jeg hørte til i skolen længere, fortæller Erla.

Men så præsenterede forældrene hende for et alternativ: Hun kunne begynde i lære som sekretær hos daværende borgmester i Nuup Kommunia, Peter Thårup Høegh. Hvilket hun accepterede.

- Jeg var 17 år, da jeg begyndte på borgmesterkontoret. Det fik stor betydning for mig, siger Erla om lærepladsen, der førte til et arbejdsliv som sekretær for en lang række politikere og beslutningstagere. Hun betegner Peter Th. Høegh og Jonathan Motzfeldt som nogle af de bedste chefer, hun har haft.

- Det har lært mig altid at være loyal, uanset hvilket parti, min chef var medlem af. Det sad i rygraden på mig, siger hun.

Efter omkring 30 år fik Erla Vinther lyst til selv at prøve at være blandt dem, der laver politikken. Så hun stillede op for Inuit Ataqatigiit til kommunalvalget i 2021 og er partiets suppleant i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq. Hun oplever en meget stor forskel på vilkårene for at være politiker dengang og nu.

- Jeg synes, det er meget hårdt nu. Der var mere respekt og sammenhold dengang, også selv om man var uenig. Nu er der også de sociale medier med chikane, intriger og mobning til følge, siger Erla.

Da hun fyldte 18 år, fik hun en gave af Peter Th. Høegh. Det var nøgler til en toværelses lejlighed i boligkomplekset, der i folkemunde hed ”Trussely.”

- Han sagde tillykke med, at du nu er myndig. Dog kunne han ikke hjælpe med møbler. Det måtte jeg tale med mine forældre om, fortæller Erla.

Hun beskriver sig selv som en medium elev i folkeskolen, der var dårlig til regning og maskinskrivning. Det sidste er hun dog kommet voldsomt efter: I dag taster hun over 752 anslag i minuttet.

Efterhånden lagde Erla tankerne om at blive modist bag sig. Kontorarbejdet var spændende og bød på mange muligheder inden for kurser og efteruddannelse. Samtidig har det ført til en mængde møder med spændende mennesker fra nær og fjern.

- Jeg har mødt præsidenter og regeringsledere. Nogle af dem har været hjemme hos mig og spise. Så det har været stort og dejligt, og jeg har fået en masse at vide bag kulisserne. Indimellem kan jeg godt savne det, siger Erla, der i dag arbejder som leder for serviceområdet og sikkerhed i aktivitets- og plejecentret Ippiarsuk i Nuuk.

Dejlig barndom

Erla Vinther kommer med egne ord fra en familie med kærlighed.

- Jeg havde en skøn barndom, siger hun, der er ældst ud af en søskendeflok på i alt fire piger.

Hendes tre yngre søstre, Ingun, Hildebjørg og Annika, bor alle i Danmark i dag. Deres far, Egil, havde mødt deres mor, Regine, i 1957 i daværende Godthåb, hvortil han var sejlet fra Færingehavn for at besøge nogle færøske venner. Parret blev glade for hinanden og blev gift, da de var henholdsvis 19 og 21 år i 1960. Da de var så unge, skulle deres forældre søge om et kongebrev hos Kong Frederik den 9. om tilladelse til at blive gift.

Erlas far døde i 1998 og er begravet på Færøerne, hvor deres mor også ønsker at ligge, når livet slutter for hende.

Barndommen var præget af, at begge forældre kom fra en stor familie. Såvel Erlas far som mor kom fra en søskendeflok på 10 børn.

- Der var meget sammenhold. Vi mødtes hver søndag til middag hos aanaa, min mormor. Der var meget grønlandsk mad og meget musik i hele min barndom. Min onkel, Jonathan Berthelsen, som senere dannede bandet ”The Eskimos,” lærte mig at spille guitar, fortæller Erla, der gerne vil give sin guitarkunnen videre til sine børnebørn.

Hun havde den kærligste mormor, fortæller Erla.

- Jeg har tænkt på det mange gange. Den kærlighed, der var der, når vi mødtes for at spise sammen. Det glædede mig altid og jeg har taget den tradition videre, siger hun.

Selv har Erla fået to døtre, Laila Ivalu og Annika Nuuni, og tre børnebørn, alle drenge, Minik og Nor, der begge er 11 år samt Bjørn på otte år.

Selv om Erla har to ægteskaber bag sig og gift for tredje gang – så har familien holdt sammen. Erlas nuværende mand, Lars, er bedste ven med hendes eks, og hele familien mødes så ofte, de kan.

- Vi er en stor familie. Jeg har haft fantastiske mænd i mit liv. Det betyder meget. Jeg synes, det må være forfærdeligt for børn, hvis ikke deres forældre kan kommunikere sammen, siger Erla, der altid har forsøgt at skåne sine døtre for konflikter mellem deres far og hende.

Veteranprojektet

Der er ingen tvivl om, at Erlas hjerte banker for alle, der har det hårdt.

Måske stammer hendes empati fra oplevelser, hun selv gerne havde villet være foruden. For trods en dejlig barndom med masser af kærlighed, har hun to gange, først som seksårig og senere som 13-årig, oplevet et seksuelt overgreb.

- Jeg tror, at man enten flytter eller flygter. Jeg valgte senere i livet ikke at flytte eller flygte fra livet som følge af de overgreb. Og jeg ved, at man kan arbejde på at komme videre oven på oplevelser som dem. Det er jeg et bevis på, siger Erla.

Hun har ikke altid fortalt om overgrebene. Faktisk er det først noget, hun for nylig har besluttet sig for at være åben omkring.

- Når jeg hører om andre, der har været udsat for noget, vil jeg gerne hjælpe dem. Inden for de senere år er jeg blevet åben om det, for at få andre til at forstå, at man kan komme videre, understreger hun.

Blandt de mange, der nyder godt af Erlas hjælp, er veteranerne fra Veteranprojekt Grønland. En forening inden for den frivillige støtte til veteraner og pårørende i Grønland og Danmark. Erla blev involveret i foreningen for syv år siden, fordi hun har en fætter Gert Berthelsen, som stiftede Veteranprojektet. På væggen hjemme hos familien Vinther hænger adskillige anerkendende beviser på, at Erla er en del af Veteranprojektet.

- Jeg elsker at gøre noget med og for veteranerne, fortæller hun.

Også i år vil Erla dække op for tilrejsende veteraner i september, hvor det årlige træf i Grønland finder sted. Hun serverer alskens grønlandske delikatesser for sine gæster og fortæller om dengang en af veteranerne, der ellers ikke havde sagt et ord i flere år, pludselig sagde til hende: Erla, hvis jeg kunne bestemme, synes jeg ikke, I skal skyde sælerne. Han spiste al grønlandsk mad, men syntes, det var synd for de flotte sæler.

- Vi blev alle så rørte og glade for at han sagde noget. Han talte i to timer derefter. En dejlig oplevelse, siger Erla.

Hun elsker at gøre noget, der giver håb.

Og det gør arbejdet med veteranerne, påpeger hun og fortæller om en af dem, der ellers boede i en skov. Og som i dag er flyttet i en lejlighed og har et deltidsjob.

- Jeg kan mærke på hver og en, hvordan de har det. Og når jeg ser på dem, er håbet jo, at de kommer ud af det og videre i livet, siger hun.

Når folk kalder hende for en ildsjæl, har hun haft svært ved at genkende det.

- Jeg plejer at sige: Hold nu op, sådan er jeg jo bare, fortæller hun.

Men selv om Erla Vinther får sine endorfiner og glæde af at hjælpe andre, er hun også efterhånden nået dertil, at hun skal tænke på sig selv. Og sin mand.

- Jeg tager hatten af for min mand. Og jeg skal huske at gøre noget for ham. Så jeg er ved at lære at sige nej, siger Erla.

Tiden vil vise, om hun lykkes med det.