Nordkorea

Japan protesterer til Nordkorea over ny missiltest

Japanske medier skriver, at et ballistisk missil øjensynligt landede nær japansk farvand.

Offentliggjort

Nordkorea har affyret et missil, som fløj omkring 500 kilometer, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Det seneste missil fløj omkring 500 kilometer mod Det Japanske Hav, oplyser militæret i Sydkorea.

Ifølge japanske medier landede et ballistisk missil øjensynligt uden for Japans territorial farvand, hvor det ikke forårsagede skader på skibe eller fly.

Japan har i stærke toner protesteret til Nordkorea over missilaffyringen.

- Den er uacceptabel og i strid med FN's resolutioner, hedder det.

Sidste mandag krævede FN's Sikkerhedsråd igen, at Pyongyang ikke gennemfører yderligere prøveaffyringer. Sikkerhedsrådet understregede vigtigheden ved, at Nordkorea "øjeblikkeligt" udviser vilje til at blive atomvåbenfrit gennem virkelig handling.

I USA meddeler Det Hvide Hus, at det er klar over Nordkoreas seneste missilaffyring. Amerikanske regeringskilder siger, at det affyrede missil havde en kortere rækkevidde, end de missiler, som nordkoreanerne har affyret ved dets seneste tre prøveaffyringer.

- Nordkorea har affyret en mellemdistanceraket, hedder det i den amerikanske erklæring.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, plejer at overvære opsendelser af missiler.

Nordkoreas forsøg på at sende et missil afsted den 29. april - endte angiveligt i en fiasko. Missilet eksploderede ifølge militæret i Sydkorea, få sekunder efter at det havde forladt affyringsrampen.

Politiske iagttagere siger, at Nordkorea arbejder på at få udviklet atomvåben, der er klar til brug. Men det anses for at være yderst tvivlsomt, at Pyongyang vil bruge atomvåben.

Hvis det virkelig skulle ske, ville Sydkorea og Japan være de mest sandsynlige mål.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS