Thule Air Base
Jakobsen: Dansk-amerikanske møder om Thule Air Base uden Grønland
Siumuts folketingsmedlem Doris Jakobsen kræver forklaring fra udenrigsministeren på, hvorfor den danske regering har holdt møder med amerikanerne om fornyelse af servicekontrakten på Thule Air Base
Doris Jakobsen har allerede travlt efter at være tilbage som folketingsmedlem for Siumut
Hun ønsker nu en forklaring af udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikal Venstre, på, hvorfor han tirsdag oplyste til Grønlandsudvalget i Folketinget, at den danske regering har holdt møder med amerikanerne om fornyelse af servicekontrakten på Thule Air Base (Pituffik) - uden grønlandsk deltagelse.
Det undrer det netop genindsatte folketingsmedlem.
- Ministeren bekræfter nu, at den grønlandske regering faktisk ikke har deltaget i hele forhandlingen om Thule-kontrakten, men det fremgår ikke klart af ministerens svar, hvorfor den danske regering og den amerikanske regering har haft brug for at holde møder om sagen uden grønlandsk deltagelse, skriver Doris Jakobsen i en pressemeddelelse.
Vil have disse svar
- Når nu ministeren selv henviser til de møder, er det passende at vi får at vide, hvad de har mødtes om, og hvorfor der var behov for, at amerikanerne og danskerne mødtes om servicekontrakten uden grønlandsk deltagelse. Det vil jeg gerne have svar på fra ministeren, siger Doris Jakobsen, som stiller nye spørgsmål til udenrigsminister Martin Lidegaard.
Hun ønsker at vide, hvor mange møder regeringen har holdt med amerikanerne om servicekontrakten uden grønlandsk deltagelse, hvad indholdet af disse møder har været og, hvorfor det har været nødvendigt for den danske regering at holde møder med amerikanerne om Thule Air Base uden grønlandsk deltagelse.
Læs flere artikler om Thule Air Base her