Jacob Nitter:
Dash-8 fly er velegnede til overvågning
Air Greenland tilbyder civile løsninger af Forsvarets opgaver, som er til gavn for samfundet og ikke er oprustning.
Jacob Nitter Sørensen: – Air Greenlands Dash8 kan effektivt være med til at løse Forsvarets overvågningsopgaver i Grønland.
Foto: Emil Nørgaard Stach
– Vi kan ombygge vores Dash-8 fly, så de kan løse kystvagtopgaver i Grønland, svarer direktør Jacob Nitter Sørensen, Air Greenland på spørgsmålet om, hvad Air Greenland kan tilbyde forsvaret i forbindelse med løsning af de opgaver, der ligger i Den Arktiske Kapacitetspakke, og hvortil der er afsat 1,5 milliarder kroner.
Både i Island, Sverige og Canada bruges Dash8
til kystvagt. Det har vist, at flyet er velegnet til opgaven.
Forsvarets Challenger, der i dag blandt andet
bruges til kystvagt, er udfordret på grund af alder og slitage samtidig med, at
der også er brug for den andre steder.
– Vi kan i en overgangsperiode eller
permanent stille fly til rådighed med de nødvendige piloter og teknikere. Det
vil kræve lidt ombygning af flyene og installation af de nødvendige sensorer samt
kurser til piloterne.
Er i dialog med Forsvaret
Det er en ide, som Air Greenland har
præsenteret for Forsvaret gennem årene, og Air Greenland er nu igen i dialog
med Forsvaret om forslaget. Spørgsmålet er igen aktuelt med
sikkerhedskonferencen i Kangerlussuaq i disse dage, hvor der er fokus på
overvågning med droner og satellitter.
– Her vil vi gerne supplere med
vores propelfly, der fra lav højde kan holde øje med, hvad der sker langs vore
kyster, siger direktøren.
– Dash-8 er rimelig effektiv til
løsning af denne slags opgaver. Nogle af vores Dash8 har desuden fået ekstra
tankkapacitet, så de kan flyve længere. Dertil kommer, at vi har et stort
netværk af landingspladser i hele landet, hvor vi kan få fuel. Så vi kan udføre
en effektiv dækning, påpeger han.
Kan også medvirke ved SAR-operationer
Jacob Nitter mener, at det vil være et godt
bidrag på Grønlands vegne til at skabe sikkerhed omkring Grønland. Samtidig er
der ikke tale om oprustning men tværtimod en nedrustning at udfase Challengeren
og erstatte den med civile fly.
– Kystvagt med civile fly kan være
med til at sikre Grønlands grænser udadtil og overvåge skibe og andre fly i
området samt foretage fiskeriinspektion, påpeger han.
Det vil være forsvaret, der som ordrergiver
bestemmer hvilke sensorer og andet materiel, flyene skal udstyres med, så de
for eksempel kan se skibe, der har lukket for deres signal.
Flyene vil i forbindelse med deres overvågning
af større områder også kunne løse SAR-opgaver for forsvaret og altså supplere
SAR helikopterne.
Jacob Nitter mener, at det vil være en win-win
situation for alle parter, både for regeringerne i Grønland og Danmark, som
ønsker lavspænding i Nordatlanten, og for Forsvaret, der vil få løst en opgave
bedre og mere effektivt med civile fly, og for Air Greenland, som vil få flere
opgaver til sine Dash8 flåde.
– Desuden tilbyder Air Greenland
løsning af transportopgaver for Forsvaret. Det kan både være af medarbejdere,
af udstyr og af reservedel, siger Jacob Nitter Sørensen.