Ja til Royal Greenland-millioner

Et flertal i Landstingets finansudvalg har vedtaget, at Royal Greenland får i alt 500 millioner kroner fra landskassen.

Royal Greenland har brug for en økonomisk håndsrækning på grund af en gæld på 2,3 milliarder kroner. Foto af et af seafood-virksomhedens produkter. Foto: Royal Greenland
Offentliggjort

Bevillingen består dels af et lån på 250 millioner kroner, dels af en udvidelse af aktiekapitalen på et tilsvarende beløb.

Det fremgår desuden af finansudvalgets beslutning, at Royal Greenland kommer til at betale i alt 6,25 millioner kroner i renter for lånet, mens landskassen omvendt går glip af en renteindtægt på 10 millioner kroner som følge af, at den halve milliard kroner ikke længere er i landskassen.

Demokraterne og Inuit Ataqatigiit sikrede et flertal for beslutningen, mens Siumut stemte imod. Partiet begrunder nej'et med, at det er forkert at udhule landskassens likviditet ved at låne penge til selvstyreejede virksomheder. I stedet burde Selvstyret garantere for et lån til Royal Greenland, mener Siumut.

Finansudvalget tog beslutningen på et møde søndag eftermiddag.

Powered by Labrador CMS