J. D. Vance om Grønland: God mulighed for at sikre udvinding af naturressourcer – afviser at bruge militær

Den kommende vicepræsident i USA, J.D. Vance, kritiserer den danske regering og Biden-administrationen for ikke at have sikret Grønland nok, og udtaler sig også om de grønlandske naturressourcer. Han nedtoner Donald Trumps udtalelser om muligheden for at bruge militær magt.

- Ærligt talt, så har den nuværende ledelse, den danske regering, ikke gjort et godt nok arbejde for at sikre Grønland. Jeg tror, det er en god mulighed for, at vi overtager lederskabet for at sikre USA's sikkerhed og sikre, at de fantastiske naturressourcer bliver udvundet, siger J. D. Vance i et interview til Fox News.
Offentliggjort

Et interview med Donald Trumps vicepræsident, J.D. Vance, er søndag blevet vist på Fox News. I interviewet bliver han spurgt ind til Trumps udtalelser om Grønland.

Det skriver DR.dk.

Den kommende vicepræsident bliver spurgt, om USA vil overveje at bruge militær magt i nogen situationer med hensyn til Grønland.

Her minder J.D. Vance om, at USA allerede har militær udstationeret i Grønland:

- Vi behøver ikke at bruge militær magt. Det, folk glemmer, er, at vi allerede har tropper i Grønland, siger vicepræsidenten.

Derefter kommer han ind på Grønlands strategiske vigtighed samt naturressourcerne:

- Grønland er enormt vigtig for USA rent strategisk. Der er mange gode naturressourcer, siger han.

Henviser til Trump-besøg

Han mener ikke, at Biden-administrationen og den danske regering har gjort det godt nok i forhold til at sikre Grønland, og han taler også om at sikre, at grønlandske naturressourcer bliver udvundet.

Han henviser til, at Donald Trump jr. har besøgt Grønland, og han har fortalt Vance, at det grønlandske folk ønsker at blive bemyndiget til at kunne udnytte naturressourcerne.

- Ærligt talt, så har den nuværende ledelse, den danske regering, ikke gjort et godt nok arbejde for at sikre Grønland. Jeg tror, det er en god mulighed for, at vi overtager lederskabet for at sikre USA's sikkerhed og sikre, at de fantastiske naturressourcer bliver udvundet, siger han.

Vicepræsidenten siger videre til Fox News, at Trump netop er god til at lave "aftaler", og at der er mulighed for at lave en god aftale med Grønland.

Grønlands Erhverv har kritiseret Donald Trump Jr. for at komme med fejlagtige udtalelser om Grønland som mineland. Grønland har allerede ret til at udvinde naturressourcerne, da det er et hjemtaget område.

Hele interviewet kan ses på linket herunder - J. D. Vance taler om Grønland cirka 11 minutter inde i udsendelsen.

Powered by Labrador CMS