Ivalo & Minik Fonden uddeler legater til tre studerende
Bestyrelsen for Ivalo & Minik Fonden uddeler legater til samlet værdi af lidt mere end 300.000 kroner
Bestyrelsen for Ivalo & Minik Fonden har på sit halvårlige bestyrelsesmøde i marts besluttet at uddele tre legater til en samlet værdi af lidt mere end 300.000 kroner.
- Grønland har, som alle andre lande, hårdt brug for veluddannede mennesker, og jeg er derfor glad for, at vi i Ivalo & Minik Fonden har mulighed for at yde vores bidrag hertil i form af legater. I den forbindelse vil jeg gerne takke vores bidragsydere, som udviser et stort samfundsansvar ved - gennem deres donationer - at bidrage til at højne uddannelsesniveauet i Grønland, siger formanden for bestyrelsen i Ivalo & Minik Fonden Minik Rosing i en pressemeddelelse.
Her er legatmodtagerne:
- Frederik Bork Jansen har fået et legat til at studere et semester af sin master på Monash University i Australien i forbindelse med hans studier i teknisk videnskab på DTU.
- Inga Hansen har fået et legat til en Masteruddannelse i journalistik om oprindelige folk, som hun læser på Sami Universitet i Norge.
- Winnie Filemonsen har fået et legat til at studere et semester på Duke University i North Carolina i USA i forbindelse med hendes uddannelse i oversættelse & tolkning på Ilisimatusarfik.
Det oplyses, at Ivalo & Minik Fonden fortsætter naturligvis med at uddele legater. Næste ansøgningsfrist er den 1. oktober 2018, hvor bestyrelsen ser frem til at modtage mange gode ansøgninger.
Legaterne er 100 procent finansieret på baggrund af donationer fra Royal Arctic Line A/S, Royal Greenland A/S, GrønlandsBANKEN's Erhvervsfond og NunaFonden.