Se video: Isbjørn skudt i nødværge i Ittoqqortoormiit

Tirsdag aften fik Grønlands Politi en anmeldelse om, at en isbjørn er blevet skudt i Ittoqqortoormiit. Isbjørnen var tæt på en hundespand, og var inde i byen, da den blev skudt. 

En isbjørn er skudt i Ittoqqortoormiit. Lige nu florerer der en video af isbjørnen, der er tæt på en bolig i Ittoqqortoormiit og en video, hvor isbjørnen bliver skudt. (Arkivfoto).

En isbjørn er blevet skudt i Ittoqqortoormiit i en nødværge. Det oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Anette Ostenfeldt til Sermitsiaq.

- En kvinde har ringet til politiet tirsdag aften og oplyst, at hendes mand havde skudt en isbjørn. Det er sket inde i byen. Og jeg kan oplyse, at den isbjørn er blevet set i området op til flere gange, før den kom til byen, fortæller Anette Ostenfeldt.

Anmeldelsen om isbjørnen, der blev skudt er anmeldt omkring klokken 19.30 tirsdag aften.

Politiet har været på stedet, og departementet for fiskeri og fangst er orienteret om sagen, oplyser vagtchefen.

Politiet skal i sådanne sager vurdere, om isbjørnen er skudt i nødværge, eller om det kunne have været undgået. I denne sag kender vi til, at isbjørnen har været i området i flere dage i træk. Og jeg kan se, at sagen nu er lukket, uden at det vurderes, at der er sket noget kriminelt, lyder det fra Anette Ostenfeldt.

Lige nu florerer der en video af isbjørnen, der blev skudt. Politiet oplyser, at de også har set videoen.

Powered by Labrador CMS