En ung mand, der blev tilbageholdt i Sisimiut den 21. juni i år, sidder fortsat tilbageholdt under kritisable forhold i detentionen, mens hans forsvarer kæmper for at få svar fra myndighederne.
Detentionen i Sisimiut er i øjeblikket under ombygning, hvilket har resulteret i, at vinduerne er dækket til, og der er konstant byggestøj.
Forsvareren, Christina Johnsen, bemærkede, at hendes klient sidder tilbageholdt under forhold, der er langt fra tilfredsstillende og umenneskelige. Hun mener, at manglen på de faciliteter, der normalt ville være til stede under en tilbageholdelse i en anstalt, er bekymrende.
Forsvarer Christina Johnsen rettede derfor henvendelse til anklagemyndigheden og politiet den 25. juni 2024, hvor hun anmodede om hurtig information om, hvilke tiltag der ville blive iværksat for at flytte hendes klient.
- Jeg bemærker, at
min klient sidder tilbageholdt under forhold som er helt umenneskelige, idet
hele politistationen er under ombygning, vinduerne er dækket til, og der er
ikke de faciliteter der normalt vil være under en tilbageholdelse i en anstalt, skriver Christina Johnsen til anklagemyndigheden og politiet, som Sermitsiaq har fået indsigt i.
- Kan jeg venligst
og hurtigst muligt få oplyst hvornår og hvilke tiltag der iværksættes for at få
flyttet min klient?
Hun fik dog aldrig svar.
Fem mails, der aldrig blev besvaret
Da hun aldrig modtog et svar, fulgte hun op med en klage til anklagemyndigheden og politiet:
- Jeg har den 25. juni, 28. juni, den 3. juli, den 11. juli og igen den 12. juli rettet henvendelse til
politiet og anklagemyndigheden, hvor jeg har efterlyst placeringen af min
klient og hvordan jeg kommer i kontakt med ham. Jeg har på intet tidspunkt fået
svar, siger Christina Johnsen.
Ifølge bekendtgørelsen om tilbageholdte i politiets detentioner, skal den tilbageholdte normalt overføres til anstalten indenfor et døgn efter tilbageholdelsen. Forsvareren fandt ud af at hendes klient stadig er i detentionen:
- Jeg bliver først bekendt med at min klient fortsat sidder tilbageholdt i detentionen i Sisimiut, da jeg i forbindelse med
en indenretslig vidneafhøring møder i retten fredag den 12. juli 2024,
kl. 09.50.
- Efter retsmødet kørte jeg op til
politistationen, hvor jeg endelig mødte min klient. Han oplyste, at han flere
gange har bedt om at tale med mig, men at hans ønske aldrig er blevet
efterkommet.
Isolationslignende forhold
Da Christina Johnsen kom op for at se til sin klient fik hun lov til at tilse forholdene i detentionen:
- Jeg får lov at tilse hans forhold i
detentionen og bemærker, at forholdene ikke lever op til kravene i
bekendtgørelse. Min klient har ikke bord og stol, og senest
er TV’et i fællesarealet også fjernet. Han oplyste, at han heller ikke dagligt
får adgang til frisk luft.
- Derudover bemærker jeg at min klient sidder
tilbageholdt under isolationslignende forhold, idet han størstedelen af tiden
er låst inde i en celle, hvor der ikke engang er dagslys. Jeg vil gerne bede om
en redegørelse for hvordan retsplejelovens § 373 er blevet iværksat uden min
viden, da retsbogen fra grundlovsforhøret ikke nævner isolation.
- Det er forfærdelig...
Sermitsiaq netavis i Sisimiut har fået lov til at besøge den tilbageholdte for at lave et interview. Det skete onsdag den 17. juli.
Han blev ført til et kontor sammen med en politimand i Sisimiut. Den unge mand er lige vågnet. Han fortæller, at han har prøvet at sove som muligt for at holde dagene ud.
- Det er meget hårdt. Jeg kan ikke kigge ud, da vinduerne er tildækket på grund af byggeriet, og byggeriet larmer virkelig meget. Jeg får ikke lov til at tage et bad. Jeg fik lov til at få frisk luft ca. 2 gange om ugen, fortæller han.
Indsatte i detentionen har ret til dagligt at tilbringe mindst 1 time i fri luft, står der i bekendtgørelsen.
Han fortæller, at han har flere gange bedt om at tale med sin forsvarer, men at hans ønske aldrig er blevet efterkommet:
- Jeg fik ikke lov til at tale med hende i to uger.
Ifølge bekendtgørelsen, skal indsat snarest efter at være anbragt i detentionen vejledes af personalet om sine rettigheder, pligter og øvrige forhold under opholdet.
Det fik han aldrig, fortæller han til Sermitsiaq netavis.
Manden, der har været tilbageholdt siden den 21. juni i år, skal nu fremstilles i retten igen på fredag, hvor det skal afgøres, om hans tilbageholdelse skal fortsætte eller ej.
Grønlands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at kommentere på Sermitsiaqs henvendelse om sagen, da forholdene er under undersøgelse.