Ilulissat

Isfjordscenter rykker tættere på

Qaasuitsup Kommunia støtter projektering af isfjordscenter i Ilulissat

Et stort isfjordscenter, hvor viden om den berømte isfjord skal formidles, er rykket tættere på opførelse
Offentliggjort

Opførelsen af et isfjordscenter i Ilulissat er rykket et skridt nærmere første spadestik. Kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia har besluttet at støtte projektet, men langt størstedelen af omkostningerne ved opførelsen af centeret skal dækkes af fondsmidler.

Læs: Ny klimaudstilling i Ilulissat

Qaasuitsup Kommunia har bevilget 1,1 million kroner i 2014 til projektering af isfjordscenteret. Det blev besluttet under kommunalbestyrelsens ordinære møde mandag. Der er også afsat midler til budgetoverslagsårene 2015, 2016 og 2017.

Afventer svar
- Hele projektet forventes at koste omkring 112 millioner kroner. Qaasuitsup Kommunia vil støtte projektet med 23 millioner kroner, mens resten af omkostningerne forventes at blive finansieret af fondsmidler, siger borgmester i Qaasuitsup Kommunia Ole Dorph til Sermitsiaq.AG.

Projektet med opførelse af isfjordscenter har været længe under vejs. Realdania, der støtter almennyttige projekter, har vist interesse for at støtte projektet, hvis Qaasuitsup Kommunia træffer en principiel beslutning om godkendelse af projektet og bevilger penge til projektering.

Kommunalbestyrelsen har også besluttet, at kommunen betaler for byggemodning, når byggeriet bliver sat i gang.

- Der er ikke afsat årstal på, hvornår projektet skal stå klar. Men vi er meget interesserede i at få besked, om projektet bliver ført til virkelighed, ellers vil vi bruge pengene til noget andet, siger Ole Dorph.

Powered by Labrador CMS