Isbjørn rejste fra Grønland til Island og er blevet skudt 

En isbjørn blev dræbt af islandsk politi torsdag. Den formodes at være rejst fra Grønland til Island.

Isbjørne lever i arktiske områder foruden i zoologiske haver rundt omkring i verden.

En isbjørn blev torsdag skudt af islandsk politi, efter at den viste sig i landet for første gang siden 2016.

Politiet rådførte sig med landets miljømyndigheder, som rådgav politiet til at dræbe isbjørnen.

Det formodes, at bjørnen har rejst fra Grønland til Island på et isbjerg. Det er en strækning på flere hundrede kilometer.

Den blev skudt på den nordvestlige sydspids af Island. Isbjørnens køn er ukendt.

Omkostningerne ved at sende bjørnen tilbage til Grønland var for høje, konkluderede myndighederne. Derfor blev den aflivet af politiet.

Sund og rask

Islands nationale tv-station, RÚV, har fredag rapporteret, at en række isbjerge for nylig er blevet set ud for den islandske kyst.

Islandske myndigheder oplyste, at bjørnen var sund og rask og vejede mellem 150 og 200 kilo. Den er blevet transporteret tilbage til hovedstaden, Reykjavik, for at blive undersøgt.

Da to bjørne ankom til Island på samme vis i 2008, besluttede myndighederne, at de skulle aflives, fordi de udgjorde en risiko for mennesker og husdyr.

En isbjørn kan ifølge flere eksperter ikke overleve lang tid i Island på grund af manglen på havis og en begrænset mængde af den mad, som bjørnen har brug for.

Hunnerne ville heller ikke kunne hverken føde eller opfostre deres afkom i Island.

Beskyttet siden 1973

Ifølge Verdensnaturfonden (WWF) er isbjørnen en truet dyreart. Der er mellem 22.000 og 31.000 bjørne tilbage i verden.

Årsagen er især, at europæere, russere og nordamerikanere i løbet af 1700-tallet indledte en intens, ureguleret kommerciel jagt på bjørnen, hvilket gjorde et stort indhug i antallet af isbjørne.

Jagten fortsatte indtil 1973, hvor Canada, USA, Danmark, Norge og det tidligere Sovjetunionen underskrev en international aftale om beskyttelse af isbjørnen. Aftalen opsatte streng regulering af kommerciel jagt af isbjørnen.

Isbjørnen lever i alle ovenstående lande, men især i Canada. Her bor mellem 60 og 80 procent af alle verdens isbjørne.

/ritzau/dpa/

Powered by Labrador CMS