UDLAND

Iran efter israelsk angreb: Vi har ret og pligt til at forsvare os

Israel har angrebet Iran i længe varslet gengældelse. Iran har pligt til at forsvare sig, lyder det nu.

En mand går lørdag forbi et iransk flag malet på en mur i Teheran efter angreb i løbet af natten.
Offentliggjort

Iran har "ret til og er forpligtet til at forsvare sig selv mod eksterne aggressive handlinger".

Det skriver landets udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters lørdag.

Ministeriet kalder det israelske angreb et brud på folkeretten.

Samtidig siger ministeriet, at den iranske regering "anerkender sine forpligtelser i forbindelse med regional fred og sikkerhed".

Meldingen kommer, kort efter at Irans hær meddelte, at to soldater var blevet dræbt i et israelsk angreb på Iran, som er blevet udført tidligt lørdag.

- Den Islamiske Republik Irans hær har ofret to af sine krigere under forsvaret af Irans sikkerhed, folk og interesser, mens de forsøgte at afværge projektiler fra det forbryderiske zionistiske regime, står der i meddelelsen.

Iran har dog også sagt, at landets luftforsvar på succesfuld vis afværgede angrebet. Nogle steder var der "begrænsede skader", lød det.

Til det iranske nyhedsbureau Tasnim har kilder sagt, at Iran er klar til at svare igen på israelske "aggressioner", og at der vil komme en "proportional reaktion".

Tasnim beskrives ofte som et halvofficielt nyhedsbureau. Det har forbindelser til Irans Revolutionsgarde

Israel har oplyst, at landet har ramt militære anlæg i sit angreb på Iran.

- Vi udførte præcise i målrettede angreb på mål i forskellige områder i Iran, sagde den israelske militærtalsmand Daniel Hagari.

Målene blev udvalgt fra en liste af potentielle mål, sagde han og truede med, at der er flere mulige mål at angribe, hvis der skulle blive brug for det.

Men angrebet lader ikke til at have ramt mål med forbindelse til Irans atomprogram.

Heller ikke olieanlæg lader til at være ramt.

Iagttagere har vurderet, at angreb på militære mål er et mindre optrappende skridt end olie- eller atommål.

Det israelske angreb var gengæld for en iransk missilsalve 1. oktober, som ifølge Iran var gengæld for drab på Hizbollah- og Hamas-ledere.

Powered by Labrador CMS