Inuvialuits jagt på hvidhvaler i 700 år har ikke skadet bestanden

Et internationalt team af forskere, ledet af forskere fra Københavns Universitet og University of Toronto, har analyseret hvidhvalsknogler hentet fra arkæologiske udgravninger i Mackenzie-deltaet, Northwest Territories, Canada. Analysen havde til formål at kaste lys over bæredygtigheden af Inuvialuits høst af hvidhvaler gennem århundreder. Det skriver Grønlands Naturinstitut i en pressemeddelelse.

- Siden Inuvialuits forfædre ankom til Mackenzie-området for omkring 800 år siden, har hvidhvaler været centrale for deres levebrød og kultur, sagde arkæolog og medforfatter professor Max Friesen fra University of Toronto.

- Men man ved ikke meget om virkningen af århundreders vedvarende fangst på hvidhvalbestanden.

Ingen ændringer i genetisk mangfoldighed eller bestandsstruktur

Forskerne undersøgte de arkæologiske rester af 45 hvidhvaler ved at integrere genanalyse, genetiske simuleringer og analyse af stabile isotoper, og resultaterne blev sammenlignet med nutidige data fra vævsprøver leveret af Inuvialuit-jægere. 

Forskerholdet var derved i stand til at vurdere effekten af Inuvialuits 700 års fangst på hvidhvalens genetiske mangfoldighed, bestandsstruktur og fødesøgningsøkologi.

- Vi fandt ingen ændringer i genetisk mangfoldighed eller bestandsstruktur over tid, hvilket peger på kontinuitet i bestanden, sagde førsteforfatter postdoc Mikkel Skovrind fra Københavns Universitets Globe Institute.

- Vores resultater tyder på, at Inuvialuits fangst af hvidhvaler havde en ubetydelig indvirkning på den genetiske mangfoldighed i Mackenzie-områdets nutidige hvidhvaler.

Forståelse af tidligere jagtpraksis og faunaøkologier

Forfatterne brugte genomanalyse til at bestemme kønnet på hvidhvalerne og fandt bemærkelsesværdige skift i forholdet mellem hunner og hanner, der blev fanget over tid, hvilket tyder på tidligere ændringer i Inuvialuits brug af ressourcen.

- De stabile isotopdata viste samtidige skift i både hvidhvalshunners og -hanners fødesøgningsøkologi. Det kan tyde på ændringer over tid i hvidhvalens adfærd eller i regionale økosystemer, sagde palæogenetiker og medforfatter professor Eline Lorenzen fra Globe Institute.

- Vores undersøgelse fremhæver anvendeligheden af at kombinere kønsbestemmelse via genomanalyse samt isotopanalyse af zooarkæologiske rester til at øge vores forståelse af tidligere jagtpraksis og faunaøkologier.